Krybskytteri truer med at udrydde næsehornet

Modelfoto: Iris/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Næsehornets kendetegn er ved at blive dets undergang. Om ganske få år kan det store dyr være helt udryddet, hvis ikke der bliver sat en stopper for det massive krybskytteri mod det store dyr.

»Vi må desværre konstatere, at krybskytteriet i Sydafrika, hvor langt de fleste næsehorn bor, simpelthen er steget med eksplosiv hast,« siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Gitte Seeberg.

Sidste år dræbte krybskytter 1.215 næsehorn i Sydafrika, mens der til sammenligning blev slået 13 næsehorn ihjel i 2007. I dag er næsehornet stort set udryddet i Sydøstasien, og der er kun omkring 20.000 næsehorn tilbage i den vilde natur. De eneste næsehorn, der ikke er truede, er dem, der bor i en zoologisk have.

Det skyldes, at krybskytterne kan tjene svimlende summer på det store dyrs horn. Krybskytteriet er i stigende omfang organiseret af internationale kriminelle netværk, og ifølge FN kan et enkelt kilo horn fra næsehorn indbringe 300.000 kroner til krybskytterne og deres bagmænd.

»Der er en tro i blandt andet Vietnam og Kina på, at det kan kurere forskellige sygdomme som for eksempel kræft, hvis man pulveriserer og spiser næsehornets horn,« forklarer Gitte Seeberg.

Derfor arbejder WWF Verdensnaturfonden både på at sætte en stopper for krybskytteriet i Sydafrika, men også på at få aflivet myten om hornets virkning gennem oplysningsarbejde i Sydøstasien. Hvis det lykkes at få overbevist især vietnamesere og kinesere om, at hornet ikke er andet eller mere end menneskers negle, så kan der nemlig være håb forude.

»Men det er rigtig, rigtig svært, for velstanden stiger i Kina og Vietnam, og flere og flere får råd til at købe det, så det er simpelthen en kamp mod tiden,« siger generalsekretæren.

Spørgsmål: Hvornår vil det sidste næsehorn være forsvundet?

»Jeg tør ikke at sætte et årstal på. Men hvis det fortsætter med den stejle stigning i, hvor mange der bliver skudt hvert eneste år, så vil der ikke gå ret mange år,« siger Gitte Seeberg.

Sydafrika har indgået en aftale med Kina og Vietnam om at bekæmpe krybskytteri og handel med truede dyr. Landet arbejder også på at indgå lignende aftaler med Thailand, Laos, Cambodja og Hongkong.

Powered by Labrador CMS