Kronprinsesse vækker opsigt
Catharina-Amalia af Holland har ved flere lejligheder vakt opsigt
Tirsdag den 7. december kunne kronprinsesse Catharina-Amalia af Holland fejre 18 års fødselsdag.
Og det er på flere måder en kronprinsesse, der skiller sig ud, som nu er blevet myndig.
Blandt andet valgte hun tilbage i juni måned at afstå fra en årlig apanage på i omegnen af 12 millioner kroner, hun ellers er berettiget til nu, hvor hun er blevet 18 år.
Finder det upassende
Hun begrundede det med, at hun som studerende finder det ‘upassende’ at skulle modtage midler uden at arbejde for dem.
Der er også for nylig udkommet en biografi om kronprinsessen.
Slet ikke klar
Her fortæller hun blandt andet hudløst ærligt, at hun slet ikke er parat til at blive dronning endnu. Men også, at den dag det skal være, så er hun der for sit land.
I bogen taler hun også om ægteskab og det fakta, at regeringen skal godkende hendes eventuelle ægtefælle.
- Hvis regeringen ikke godkender mit valg, så må vi se, hvad jeg gør. Hvis jeg ikke kan vælge for mit eget bedste, så kan jeg ikke gøre det bedste for mit land, udtaler hun i biografien.
Går jævnligt til psykolog
Hun fortæller desuden, at hun jævnligt går til psykolog.
- Nogen gange bliver det hele for meget for mig. Så når jeg trænger til det, booker jeg en aftale. At tale med en professionel nu og da er helt normalt, fortæller hun i bogen.
Kronprinsessen blev færdig som student forgangne sommer, med topkarakterer i øvrigt, og har nu valgt at tage et sabbatår, inden hun efter planen tager fat på sin videre uddannelse.