Kronprinsesse om indere: De er geniale!
Norske kronprinsesse Mette-Marit roser unge for deres rolle i kampen mod klimaforandringer.
Under en klimakonference i Norges største elselskab, Statkraft, roste den norske kronprinsesse Mette-Marit tirsdag de unges vilje i kampen mod klimaforandringer. Det skriver det norske kongehus på sin hjemmeside.
– Motiverede unge mennesker leverer et imponerende stykke arbejde for at sætte klimaforandringer på dagsordenen og lægge pres på deres regeringer for at gøre mere for klimaet. Det er afgørende at dele informationer og erfaring om projekter, programmer og kampanger, så andre kan drage fordele af dem og videreføre det, der virker, sagde kronprinsessen i sin tale.
Sidste sommer sad kronprinsessen i juryen for konkurrencen ClimateSHAPE, hvor unge over hele verden kom med konkrete projekter, der tager kampen op mod klimaforandringerne.
– Jeg var dybt imponeret over alle de geniale idéer, der kom frem under den proces, understregede kronprinsessen og fremhævede det vindende projekt, Kabadiwalla Connect fra Chennai i Indien, der sætter fokus på affaldssortering i slumområderne.
Efter kronprinsesse Mette-Marits tale blev der sat fokus på erhvervslivets rolle i klimadebatten med et ønske om nye løsninger til det verdensomspændende problem.
Blandt konferencens deltagere var klimaforskere, frivillige fra NGO’er og erhvervsledere, der var samlet til en diskussion om verdens klimaforandringer.
Newspaq