Kronprinsesse Marys el-bil sat til salg
En Renualt Fluence er sat til salg på Bilbasen. Bilen har en ganske speciel historie - tidligere ejer har nemlig været Kronprinsesse Mary.

Lidt kongelig har man vel lov til at være. Det kan du blive, hvis du køber en Renault Fluence, som er sat til salg på Bilbasen.dk.
El-bilen har nemlig tilhørt Kronprinsesse Mary og da firmaet Better Place gik konkurs – og Renualt trak alle bilerne tilbage, fik Henrik Vedel fra Rungsted chancen for at blive lidt kongeligt kørende:
– Alle disse Renualt Fluence var sat til salg hos en bilforhandler i Jylland. Jeg pegede og sagde, at jeg ville have den kongeblå model. På det tidspunkt kendte jeg ikke historien bag, hvem der havde ejet den. Det var først da jeg valgte denne bil, at bilforhandleren fortalte, at den havde tilhørt Kongehuset og Kronprinsesse Mary, siger Henrik Vedel til newsbreak.dk.
Kørselsbehovet har ændret sig
Nu er tiden løbet fra, at el-bilen kan opfylde Henrik Vedels kørselsbehov:
– Nu kører jeg over 200 kilometer om dagen, så tiden er løbet fra, at jeg kan bruge el-bilen, siger Henrik Vedel og fortsætter:
– Men jeg har været super glad for bilen. Det er jo ikke nogen lille bil. Den er på størrelse med en Audi A4 og kan i gennemsnit køre 135 kilometer på en opladning.
El-bilen er fra 2012 og har kørt 13.000 kilometer. Prisen er 115.000 kroner, hvilket er i den billige ende sammenlignet med andre Renault Fluence-modeller, der er til salg på Bilbasen.
Se billederne øverst i artiklen…