Kronprins Frederik deltager i ceremoni for kong Abdullah
Når der lørdag bliver holdt en kondolence-ceremoni for Saudi-Arabiens afdøde kong Abdullah, bliver det med royalt dansk fremmøde.
Kronprins Frederik tager nemlig turen til Saudi-Arabien og deltager i ceremonien sammen med statsledere og royale fra andre lande, bekræfter Kongehuset over for Berlingske Nyhedsbureau fredag.
Ceremonien for Abdullah finder sted dagen efter selve begravelsen, hvor kongen ifølge nyhedsbureauet Reuters blev lagt i jorden uden den store ceremoni og i en grav med hverken navn eller mærke på en kirkegård i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh.
Forud for begravelsen blev der afholdt en eftermiddagsbøn, hvor en række muslimske ledere, saudiarabiske prinser, gejstlige og rige arabiske forretningsmænd deltog. I mens blev den afdøde kong Abdullah transporteret til moskeen og blev båret gennem menneskemængden og frem til kirkegården liggende på en enkelt tæppe på en båre, skriver Reuters.
kong Abdullah efterfølges af sin egen halvbror kronprins Salman.