Kritisk tilstand: Fem unge forgiftet

Unge har fået kritiske skader efter kulilteforgiftning i Oslo. De formodes at have været til ulovlig fest.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fem yngre personer er i kritisk tilstand i Oslo efter en formodet kulilteforgiftning.

Det oplyser indsatsleder for ambulancetjenesten Hans Kristian Jørgensen til det norske medie VG.

Ifølge nyhedsbureauet NTB formoder politiet, at forgiftningen er sket under en ulovlig fest med 80 personer i en bunker i Oslo-bydelen St. Hanshaugen.

Det vides ikke, hvad der har ført til forgiftningen.

– Syv yngre personer blev fundet bevidstløse af en patrulje klokken 03.46 efter en fest i en bunker, oplyser indsatsleder André Kråkenes for Oslos politidistrikt til NTB.

Redningstjenester rykkede herefter ud til stedet søndag. Et større område er spærret af.

Indsatsleder for ambulancetjenesten Hans Kristian Jørgensen oplyser til VG, at man leder efter flere.

– Vi søger i området efter flere, siger Hans Kristian Jørgensen og uddyber:

Kulilteforgiftning

  • Forgiftning med kulilte (CO) opstår ved ufuldstændig forbrænding af organiske forbindelser. Den optagede kulilte bindes til hæmoglobin, som normalt er ansvarlig for transporten af ilt (O2) fra lunger til væv. Derved fortrænges ilten væk fra hæmoglobinet, og der kan opstå iltmangel og livstruende skader særligt i hjerne og hjerte
  • Symptomer på kulilteforgiftning er meget varierende og uspecifikke
  • Personer, som udsættes for kulilteforgiftning, mens de sover, vil ikke mærke noget ubehag. De vil gradvist gå over fra en sovende tilstand til en bevidstløs tilstand. Hvis det ikke opdages, vil forgiftningen kunne blive så massiv, at de dør.
  • Personer, som udsættes for kulilteforgiftning i vågen tilstand, vil ved mild til moderat forgiftning mærke hovedpine (hyppigst), slaphed, kvalme og svimmelhed. De kan også mærke åndenød og brystsmerter. Efterfølgende kan der opstå øget forvirring og bevidsthedstab.
  • Det vigtigste ved en kulilteforgiftning er straks at fjerne den forgiftede person fra kuliltekilden og starte tilførsel af ilt via ansigtsmaske.
  • Hvis det drejer sig om en svær kulilteforgiftning, kan det være nødvendigt at behandle med hyperbar oxygenbehandling, hvor man tilfører personen ilt i et trykkammer

Kilde: Sundhed.dk

– Der er tale om kulilteforgiftning. Fem, som er kørt til Ullevål (hvor Oslo Universitetshospital ligger, red.), har kritiske skader, en er kørt til Lovisenberg. Nogle andre er kørt til Ullevål for at blive tjekket.

Powered by Labrador CMS