Kritisk sikkerhedsbrist opdaget i 600 millioner telefoner

En sikkerhedsbrist i Samsung S6, S6 Edge og S5 kan give hackere let adgang til telefonerne. Foto: Nebojsa Markovic/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Et sikkerhedsfirma har opdaget en kritisk sårbarhed i 600 millioner smartphones.

Hvis du ejer en Samsung-telefon af modellerne Galaxy S6, S6 Edge eller S5, så kan din tlelfon meget let blive hacket. Sikkerhedsfirmaet Nowsecure har nemlig opdaget sikkerhedsbrist, der giver hackere let adgang til din telefons kamera, GPS, sms-beskeder, mikrofon og meget andet. Det skriver Computerworld.dk. Fejlen gør det også let at installere malware eller aflytte telefonerne.

Sikkerhedsbristen ligger i tastaturfunktionen Swiftkey – en app, der ikke kan slås helt fra eller slettes fra telefonerne. Selvom man downloader og bruger en anden tastatur-app, vil telefonen stadig være ligeså sårbar overfor angreb.

Samsung og Google har fået besked om fejlen for omkring et halvt år siden, og Samsung har meddelt at de arbejder på at lave en opdatering med en løsning, der kan lukke sikkerhedshullet. Ind til da anbefaler sikkerhedsfirmaer, at man slet ikke går på netværk med sin telefon, hvis man ikke vil risikere, at den bliver hacket.

Ifølge Computerworld har Samsung solgt omkring 600 millioner eksemplarer til sammen af de tre berørte modeller.

Powered by Labrador CMS