Kristian Jensen vil i dialog med Rusland

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) skal mødes med sin russiske kollega Sergej Lavrov og blandt andet diskutere de to landes interesser i Arktis og Østersøen samt Ruslands opførsel over for Ukraine og de baltiske lande. Foto: Henning Bagger/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Rusland har bedt Danmark om et møde på topniveau mellem landenes udenrigsministre, og det vil udenrigsminister Kristian Jensen (V) sige ja til, skriver Jyllands-Posten.

Ministeren vil arbejde for at genskabe de politiske forbindelseslinjer mellem Danmark og Rusland.

»Den direkte dialog har været frosset ned i forhold til at have møder på forskelligt niveau. Men hvis vi skal sige til dem, hvad vi mener, er vi jo nødt til at have dem i et rum, hvor de kan lytte til os. Derfor er det min intention, at vi genoptager en aktiv dialog med Rusland,« siger Kristian Jensen til avisen.

Kristian Jensen skal mødes med sin russiske kollega Sergej Lavrov og blandt andet diskutere de to landes interesser i Arktis og Østersøen samt Ruslands opførsel over for Ukraine og de baltiske lande.

Sammenhold i EU

Udenrigsministerens kursskifte får tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til at advare mod at bryde sammenholdet i EU. Han mener, at jo flere EU-ministre der bilateralt forsøger at gøre deres hoser grønne i Moskva, jo mere dannes der et indtryk af, at det godt kan være, at EU har en stram retorik, men i virkeligheden vil de forskellige lande gerne have et godt forhold til Rusland alligevel. Han opfordrer derfor Kristian Jensen til som minimum at afstemme sine planer med ministerkollegerne i EU, skriver Jyllands-Posten.

Powered by Labrador CMS