Kristian Jensen starter indvandreropgør i blå blok
Næstformanden i Venstre mener, at vi bør tale pænere om indvandrere og deres efterkommere.
Venstres næstformand, Kristian Jensen, starter torsdag et opgør internt i blå blok om den danske indvandrerdebat, skriver Søndagsavisen.
I en kronik i avisen angriber han danske politikere for at skade Danmark ved at male et ensidigt negativt billede af herboende indvandrere.
I stedet mener han, at vi bør sige tak til de danske indvandrere for det bidrag, som langt de fleste yder til den danske stat.
– Sådan burde langt flere politikere sige, når de taler om indvandrere og flygtninge. For alt for meget af debatten om personer i Danmark med anden etnisk baggrund end dansk tager udgangspunkt i problemerne, skriver Kristian Jensen i kronikken i Søndagsavisen.
Behov for mere positivt fokus
Kristian Jensen skriver, at der er behov for et mere positivt fokus, da det danske erhvervsliv er afhængigt af både faglært og ufaglært udenlandsk arbejdskraft.
Kristian Jensens angreb rammer ikke alene Dansk Folkeparti, men også flere medlemmer af hans eget parti.
Støjberg negativ over for indvandrere
Især Venstres politiske ordfører Inger Støjberg, der ifølge Søndagsavisen er den danske folketingspolitiker, der har flest indlæg på sin facebookprofil, der er negative over for indvandrere, hvis man sammenligner med politikere fra Dansk Folkeparti.
Opgørelsen, som Søndagsavisen lavede kort inden avisen interviewede Kristian Jensen, viser, at 19 ud af de sidste 30 af Inger Støjbergs facebookopdateringer er negativt ladede overfor indvandrere.
Nummer to var Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen. Til sammenligning følger Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti på tredjepladsen med otte ud af 30 opdateringer, som var negativt ladede over for indvandrere.
Tager ikke afstand til Støjbergs linje
Kristian Jensen afviser overfor Søndagsavisen, at han lægger afstand til Inger Støjbergs linje over for indvandrere på trods af hans kronik.
– Det vil jeg blankt afvise. Jeg er glad for den gennemslagskraft, som Inger har. Jeg har skrevet en kronik for at sige noget til Danmark. Ikke for at sige noget til Inger, siger Kristian Jensen til avisen.
/ritzau/