Kristian Jensen: Carl Holst er skyld i V-nedtur
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) er ikke i tvivl om årsagen til, at Venstre fik stryg i en meningsmåling forleden.
Han mener, at al balladen omkring tidligere forsvarsminister Carl Holst (V) er skyld i, at Venstre i målingen, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken, dykkede fra 20 til 17 procent.
»Jeg oplevede selv at komme ud fra Udenrigspolitisk Nævn sammen med Carl Holst, og vi havde taget en beslutning om at øge Danmarks engagement i kampen mod Isil (Islamisk Stat red.). Vi fik lov til at sige en sætning, og så var der fokus på personsager og ikke på politik,« siger Kristian Jensen i et politisk magasinprogram på TV 2 News.
Kristian Jensen, der også er næstformand for Venstre, giver samme sted udtryk for, at når der tales politik, så stiger Venstre i målingerne, mens partiet falder, når personsager fylder dagsordenen.
Carl Holst forlod tidligere på ugen posten som forsvarsminister efter tre måneder, hvor den ene dårlige sag afløste den anden.
Målingen fra Megafon giver Venstre den dårligste tilslutning siden forsommeren sidste år, da Lars Løkke Rasmussens (V) tøjsag kørte på sit højeste.