Kristian Jensen: Burkina Faso har brug for vores hjælp
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) er fast besluttet på at gennemføre det udsatte besøg i Burkina Faso.
Terrorister har sat en midlertidig stopper for den tur, hvor udenrigsminister Kristian Jensen (V) og kronprinsesse Mary skulle have været til Burkina Faso for at diskutere kvinders rettigheder og landets demokratiske udvikling.
Weekendens angreb på Splendid Hotel i Ouagadougou, som kostede 29 personer livet, har betydet, at rejsen er blevet udskudt på ubestemt tid.
– Det er vigtigt at samarbejde med Burkina Faso, og det var vigtige emner, vi skulle have diskuteret dernede, men vi skal ikke sætte liv og levned på spil, når man kan undgå det ved at foretage rejsen på et senere tidspunkt, siger Kristian Jensen.
Han er dog fast besluttet på at besøge det spirende demokrati i det vestafrikanske land, der 29. november valgte Roch Marc Christian Kaboré som ny præsident.
Han har signaleret hård kurs over for terrorister og er i færd med at danne regering.
Af den grund er landet midt i en sårbar periode, og det gør bare besøget fra Danmark endnu mere vigtigt, siger udenrigsministeren.
– Vi skal passe på skrøbelige stater og hjælper dem med sikkerhed og stabilitet, så vi ikke skaber et nyt migrationspres.
– Det er nemmere at hjælpe et land, hvor der er en stat og en struktur at arbejde sammen med, når man sammenligner med kollapsede stater som Syrien og Libyen, siger han.
Kristian Jensen forventer, at rejse kan gennemføres på et tidspunkt i foråret.
Burkina Faso grænser op til Mali, hvor et lignende angreb fandt sted i november. Her tog den militante islamistiske gruppe Aqim skylden, ligesom det har været tilfældet med angrebet i Burkina Faso.
/ritzau/