Kristen-demokraterne stiller op igen
Den nye regering er endnu ikke dannet, men snart vil det være muligt at underskrive en vælgererklæring, der giver Kristendemokraterne mulighed for at stille op til det kommende valg.
For Kristendemokraterne har ikke opgivet at komme i Folketinget, selvom partiet med 0,8 procent af stemmerne i denne omgang var langt fra spærregrænsen på to procent.
»Vi lægger snart vores indsamling til vælgererklæringer ud på nettet, og vi glæder os til den nye udfordring,« siger formand for partiet Stig Grenov, efter partiet lørdag har holdt hovedbestyrelsesmøde.
Han erkender samtidig, at der er mange ting, der skal evalueres efter dette valgs nedslående resultat.
»Det vil vi gøre hen over sommeren, og derefter finder vi ud af, hvordan vi lægger en ny strategi, så vi næste gang kommer langt over de to procent,« siger han.
Kristendemokraterne ønsker at påvirke dansk politik med et kristent livs- og menneskesyn. Partiet har særligt fået opmærksomhed for kontroversielle udtalelser om homoseksuelle og abort.
Under valgkampen har Stig Grenov blandt andet svaret »ja« til, at homoseksualitet er unaturligt.
Adspurgt om den vigtigste årsag til partiets valgnederlag, svarer Stig Grenov:
»Den største årsag er nok, at det er svært at være et lille parti og spise kirsebær med de store. Men det skal ikke afholde os fra at tage fat i, hvordan vi kommer igennem lydmuren til befolkningen.«
Men det er lykkedes for andre små partier at spise kirsebær med de store. Kan du pege på noget særligt, I skulle have gjort anderledes?
»Nej, egentlig ikke. Jeg vil sige, at både Alternativet og Liberal Alliance har haft politikere, der var kendte, og som var i Folketinget før valgkampen. Det har vi ikke, og det gør det vanskeligere at være en del af den politiske virkelighed imellem valgene.«
»Så det væsentlige er, at vi fremover bliver en del af det politiske billede i dagligdagen, så folk ikke først skal huske os, når valget er udskrevet.«
Hvordan Kristendemokraterne skal lykkes med at blive mere synlige imellem valgene kan Stig Grenov ikke svare på. Det vil partiet finde ud af hen over sommerferien, lyder det.
Og du fortsætter som formand?
»Det kan du stole på.«