Kriseramte Liverpool skal undgå CL-fiasko
Liverpool risikerer at ryge ud af Champions League, hvis klubben ikke får point i udekampen mod Ludogorets.
Fire nederlag på stribe i november. En 12.-plads i Premier League. Og sølle tre point efter fire kampe i Champions League-gruppespillet.
Det er ikke for meget sagt, at sæsonen i almindelighed og november i særdeleshed har været elendig for Liverpool, som med andenpladsen i Premier League i sidste sæson ellers så ud til at være på vej tilbage mod fordums storhed.
Nu står klubben i en situation, hvor onsdagens udekamp mod bulgarske Ludogorets under ingen omstændigheder må tabes. For så ryger Liverpool sandsynligvis ud af Champions League-gruppespillet.
– Vi skal finde en løsning hurtigt, for det er meget skuffende, og vi har ingen andre end os selv at bebrejde, siger Liverpool-manager Brendan Rodgers ifølge nyhedsbureauet AFP.
For et halvt år siden var nordireren fejret og feteret, efter at han holdt Liverpool inde i den engelske mesterskabskamp frem til sidste spilledag, hvor Manchester City dog vandt Premier League-titlen.
Nu er Brendan Rodgers under maksimalt pres, også fordi Liverpools første deltagelse i Champions League siden 2009 ikke er forløbet som håbet.
Både Liverpool og Ludogorets har tre point, mens Real Madrid har 12 og FC Basel seks point i gruppe B. De to bedste hold går videre til 1/8-finalerne.
– Jeg er ikke arrogant nok til at tro, at jeg har mit job uanset hvad. Enhver manager ved, at man skal vinde kampe.
– Jeg kan kun gøre mit bedste, kæmpe endnu hårdere og tage ansvaret. Alt presset ligger på mig. Det er mit ansvar at sætte det bedst mulige hold, der kan vinde kampen, siger Brendan Rodgers.
Netop det med at vinde kampe blev manageren beskyldt for at se stort på, da han satte adskillige stamspillere på bænken i 0-1-kampen ude mod Real Madrid i den seneste Champions League-runde.
Fodboldeksperter beskyldte Brendan Rodgers for at have overgivet sig til den forventede overmagt på forhånd, efter at Real Madrid i runden forinden havde skilt Liverpool ad og vundet 3-0 på Anfield.
Liverpools problemer skyldes blandt andet, at holdet mangler de to angribere, der scorede cirka halvdelen af klubbens Premier League-mål i sidste sæson. Luis Suarez (31 ligamål) er nu i FC Barcelona, mens skadede Daniel Sturridge (21 mål) kun har spillet tre ligakampe og scoret et mål.
Ankomsten af det italienske bøllefrø Mario Balotelli har foreløbig været en fiasko, og i forsvaret har den ligeledes dyre Dejan Lovren endnu ikke vist sig at være mange pund værd.
– Vi blev nødt til at lave ændringer i sommer, og vi befinder os i en overgangsfase. Men uanset hvad bør vi gøre det bedre, siger Brendan Rodgers.
Kampen mellem Ludogorets og Liverpool begynder klokken 20.45
/ritzau