Kriseramt flyselskab fyrer 6000 ansatte
Malaysia Airlines skærer sin medarbejderstab ned fra cirka 20.000 til omkring 14.000.
Flyselskabet Malaysia Airlines vil fyre 6000 medarbejdere i ny genopretningsplan. Selskabet skal også have ny administrerende direktør, skriver nyhedsbureauet AFP.
Malaysia Airlines kom for alvor på alles læber, da passagerflyet med flynummeret MH370 8. marts forsvandt over Det Indiske Ocean, mens det egentlig skulle have været på vej fra Kuala Lumpur til Beijing.
17. juli kom Malaysia Airlines igen i medierne. Her blev et andet af selskabets fly – MH17 – skudt ned over Ukraine.
Torsdag meldte flyselskabet ud, at man kommer af andet kvartal af 2014 med et underskud før skat på over 550 millioner kroner. I samme periode året før lå underskuddet på 314 millioner kroner.
Genopretningsplanen vil ifølge nyhedsbureauet Reuters koste i omegnen af 1,9 milliarder dollar.
/ritzau/AFP