Krisen er enorm
FC København falder til tiendepladsen i Superligaen efter et 1-2-nederlag hjemme til Randers FC.
En i forvejen dårlig sæsonstart blev mandag aften endnu værre for FC København, der tabte 1-2 til Randers hjemme i Parken.
Jess Thorup tabte dermed også sin anden superligakamp som træner for FCK, der efter ni spillerunder ligger på en skuffende tiendeplads med blot ti point.
Generelt var det en ganske jævn affære, hvor spillet bølgede frem og tilbage med chancer i begge ender, men kronjyderne viste sig at være skarpest i felterne.
Randers hopper med sejren akkurat forbi FCK til en niendeplads.
Ringe niveau
Mange fejlafleveringer prægede kampens åbning, hvor FCK havde svært ved at få spillet til at flyde.
Hjemmeholdets Mikkel Kaufmann brændte en friløber efter ti minutter, hvorefter gæsterne stille og roligt tog initiativet.
Randers stod solidt, fik gang i kombinationsspillet og virkede generelt mere tændte end FCK. Fem minutter før pausen kom kronjyderne i front, da Marvin Egho gled bolden i mål, efter Mathias Greve havde ramt overliggeren.
Målet satte gang i et hårdt Randers-tryk, og udeholdet kunne sagtens være gået til pause med en tomålsføring, men FCK slap med skrækken.
Uheldige Zanka
Københavnerne kom ud til anden halvleg med en smule fornyet energi. Det gav pote efter 54 minutter, hvor Mikkel Kaufmann flugtede udligningen i kassen.
Midtvejs i anden halvleg ramte FCK-stopperen Mathias “Zanka” Jørgensen overliggeren, men heldet var med Randers. To minutter senere atter tog gæsterne atter føringen, da Alhaji Kamara udnyttede en flot omstilling.
FCK forsøgte at kæmpe sig tilbage til sidst, hvor begge hold skabte chancer, men Randers holdt stand og kørte den flotte sejr i hus.
Det er første gang siden april 2015, at Randers vinder en superligakamp over FCK. Siden dengang har holdene mødt hinanden 11 gange i Superligaen, og Randers har kun hentet to point i de kampe.