Krigsdramaet Under Sandet tager flest Robert-nomineringer
Den dansk-tyske krigsfilm tager flest Robert-nomineringer hjem inden årets prestigefulde prisoverrækkelse.
Det er snart tid til at hylde den danske film- og tv-branche, når de eftertragtede Robert-priser skal uddeles for 32. gang den 7. februar.
Tirsdag blev de nominerede offentliggjort, og det er den nye dansk-tyske krigsfilm “Under sandet”, der går mest igen på nomineringslisten, som er offentliggjort af Danmarks Film Akademi.
“Under sandet” er nomineret hele 14 gange – blandt andet i kategorien “Årets danske spillefilm”.
Roland Møller, der har hovedrollen i “Under Sandet”, er nomineret som “Årets mandlige hovedrolle”.
Martin Zandvliet er nomineret som bedste instruktør, og skuespillerne Mikkel Boe Følsgaard og Louis Hoffmann er nomineret for deres biroller i filmen.
Filmen får tæt konkurrence af en række andre danske spillefilm. “Krigen” får nemlig også en del nomineringer, og det samme gør film som “Idealisten”, “Mænd og Høns”, “Skammerens Datter” og “Sommeren ’92”.
Ifølge Kim Magnusson, der er formand for Filmakademiet, har det været et fantastisk år for dansk film, hvilket kan ses på den store spredning af nomineringer:
– Det har været et fantastisk år for dansk film, hvilket kan ses på den store spredning af nomineringer.
– Hele 18 ud af 27 indstillede film har opnået to eller flere nomineringer efter et rekordstort antal afgivne stemmer fra akademiets medlemmer, siger han ifølge Ritzau Fokus.
De nominerede i kategorien “Årets kvindelige hovedrolle” er endnu ikke offentliggjort.
Det er Danmarks Film Akademis medlemmer, der skal afgøre, hvem der kan gå hjem med de prestigefyldte Robert-priser.
Publikum har dog også lidt at skulle have sagt. De kan nemlig stemme på deres favorit til at vinde Blockbuster Publikumsprisen lige her: www.blockbuster.dk/robertprisen.
/ritzau/