Krifa: Lovindgreb stopper ikke dumping af chaufførløn
Det er godt, at regeringen griber ind på chauffør-området med en ny lov, men det er ikke nok, mener Krifa.
Det er fornuftigt, at transportministeren vil ændre lovgivning, så vognmænd inden for gods-, taxa- og buskørsel bliver pålagt at overholde de “toneangivende landsdækkende” overenskomster.
Men det er ikke nok til at bremse løndumping på området, mener fagforbundet Krifa.
– Det er et rigtigt fornuftig skridt, men det løser ikke problemet, erklærer overenskomstchef Kurt Bech over for Ritzau.
Tiltaget fra ministeren kommer som reaktion på en dom fra Højesteret, som fastslog, at en nordjysk vognmand havde lov til at aflønne sine ansatte efter en lokal overenskomst, efter at han i en periode havde benyttet sig af Krifas overenskomst på transportområdet.
Krifa: – Der skal mere til
Men selvom det er positivt, at regeringen reagerer på dommen, skal der mere til, mener Kurt Bech.
– Vi kommer tilbage, hvor vi var før dommen, da vi også havde problemer, konstaterer han.
For selvom loven på papiret forhindrer løndumping, så kniber det med at håndhæve det i praksis.
– Trafikstyrelsen skal have bedre muligheder for at følge op på, om reglerne bliver overholdt, og hvis det ikke er tilfældet, skal de inddrage tilladelsen hurtigere, end det sker i dag, siger han og uddyber:
– Vi har desværre set, at fagforeningerne kører en sag, før det er dokumenteret, at man har overtrådt overenskomsterne, og først derefter kan Trafikstyrelsen tage affære. Inden vi kommer så langt, er vognmanden lukket og har startet et nyt firma med nye tilladelser.
Han mener også, at trafikselskaberne, som udbyder den offentlige kørsel af eksempelvis syge og handicappede, er med til at presse priserne og dermed lønningerne ned.
– Trafikselskaberne skal begynde at stille andre krav end prisen. Det kan være bilernes alder og stand, servicen til borgerne, eller at chaufførerne bliver timelønnede, siger Kurt Bech fra Krifa.
/ritzau/