Kræver milliarder af Trumps anløbne ven

Producent af stemmemaskiner vil have erstatning

Trumps forkætrede advokat sagsøges nu for et milliard-beløb. (Foto: JONATHAN ERNST/Ritzau Scanpix)
(Foto: JONATHAN ERNST/Ritzau Scanpix)

Offentliggjort Sidst opdateret

Donald Trumps juridiske rådgiver og personlige ven, Rudy Giuliani, bliver nu sagsøgt for et milliardbeløb, skriver CNN.

Selskabet Dominion, som har fabrikeret de stemmemaskiner, der blev brugt under det amerikanske præsidentvalg sidste år, har stævnet Giuliani for  otte milliarder danske kroner.

Giuliani har nemlig i flere interviews og i sin egen podcast adskillige gange hævdet, at stemmemaskinerne førte til valgfusk.

Donald Trump har selv adskillige gange klaget over, at han blev snydt for sejren på grund af svindel og humbug ved valget.

Rudy Giuliani har imidlertid aldrig nævnt de såkaldte problemer med stemmemaskiner i de søgsmål, som han sendte ind for at få omstødt valget. Det er da heller ikke – trods flere undersøgelser – blevet påvist, at der foregik valgsvindel.

Urimelig anklage

Dominion føler, at selskabets produkter er blevet miskrediteret på et urimeligt grundlag.

Rudy Giuliani var en yderst populær borgmester i New York under angrebet 11. september 2001. Siden er hans stjerne dog faldet en del – ikke mindst efter, at han er blevet tæt knyttet til Donald Trump.

En undrende verden kunne for nylig se en svedende advokat med hårfarve drive ned ad tindingerne under et pressemøde.

 

Powered by Labrador CMS