Kræftpatienter kan se frem til skånsom strålebehandling

Foto: Region Midtjylland
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks nye anlæg for partikelterapi, der kommer til at tilbyde en ny og skånsom form for strålebehandling til kræftpatienter, er kommet et skridt videre.

Mandag er verdens største leverandør af udstyr til stråleterapi, Varian Medical Systems, blevet valgt til at levere udstyr – heriblandt landets første strålekanon – til det nye center, der kommer til at ligge på Aarhus Universitetshospital.

I dag sender man patienter til udlandet for at få partikelterapi, men fra 2018 skal det nye center i Aarhus, Dansk Center for Partikelterapi, behandle kræftpatienter fra hele landet. Det gælder blandt andre alle børn med kræft samt voksne med kræft i hjernen eller kræft tæt på hjernen eller rygmarven.

På Aarhus Universitet glæder sundhedsdekan og professor Allan Flyvbjerg sig over, at man med valget af det tekniske udstyr er kommet et stort skridt videre i planlægningsfasen.

»Ud over at det nationale kræftbehandlingsanlæg vil kunne tilbyde danske kræftpatienter en mere skånsom behandling end i dag, vil centret også – igennem forskning og uddannelse – kunne bidrage til, at vi i de kommende årtier kan tilbyde danske kræftpatienter en yderligere forbedret kræftbehandling,« udtaler han i en pressemeddelelse.

Den samlede pris for udstyr, installation og service ender på omkring 420 millioner kroner, hvilket er 200 millioner kroner billigere end oprindelig budgetteret.

Cheffysiker på Aarhus Universitetshospital Ole Nørrevang garanterer dog for kvaliteten og fortæller, at ud af de i alt tre tilbud er tilbuddet fra Varian Medical Systems det bedste på flere områder.

»Vi får udstyr, der sikrer, at behandlingen af kræftpatienterne får den bedste kvalitet, og jeg er sikker på, at vi får et frugtbart samarbejde omkring driften og om den teknologiske udvikling af behandlingerne,« siger han i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS