Kræftens Bekæmpelse: Hash-forsøg skal være permanent
Mindst 800 recepter på medicinsk cannabis er indløst af kræftpatienter, der har gode erfaringer med midlet
Kræftpatienter har gode erfaringer med ordningen med medicinsk cannabis på recept, som regeringen nu ønsker at gøre permanent.
Det siger patientstøttedirektør Pernille Slebsager fra Kræftens Bekæmpelse.
- De patienter, vi taler med, oplever en god effekt af medicinsk cannabis. Det lindrer nogle af deres smerter, blandt andet nogle nervebetingede smerter, som er utroligt svære at behandle, og som den konventionelle medicin ikke har hjulpet tilstrækkeligt på.
- Det andet er, at medicinsk cannabis også kan have en effekt på kvalme, som mange kræftpatienter oplever i forbindelse med kemoterapi, siger hun.
Usikkerhed hos lægerne
Ordningen med lægeordineret medicinsk cannabis har kørt på forsøgsbasis.
1800 patienter har indløst 20.000 recepter i en periode fra sidste halvår af 2020 til første halvår af 2023.
Mindst 800 recepter er ifølge Pernille Slebsager indløst af kræftpatienter.
Hos Kræftens Bekæmpelse har man oplevet en vis usikkerhed hos de praktiserende læger i forhold til at udskrive cannabis på recept.
- Vi ved, at der er kræftpatienter, der har oplevet, at deres praktiserende læge har enten sagt nej eller været usikker på at udskrive de her produkter.
- Vi håber på, at en permanentgørelse af ordningen vil bidrage til, at lægerne føler sig mere trygge. Særligt hvis det bliver fulgt op af en styrket vejledning til de praktiserende læger omkring brugen af medicinsk cannabis, siger Pernille Slebsager.
Slipper for det sorte marked
Med en permanent mulighed for at få udskrevet medicinsk cannabis, slipper kræftpatienter også for at skulle ud på det sorte marked, siger hun.
- Med den her ordning er produkterne kontrollerede og sikre, og det er langt at foretrække, frem for at patienterne skal ud på det sorte marked, siger Pernille Slebsager.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har på forhånd meddelt, at hun ønsker at gøre ordningen med medicinsk cannabis permanent. Hun har indkaldt til forhandlinger om ordningens fremtid i dag.