Kovending for William Kvist: Roses for stærk indsats

William Kvist (t.v.). Foto: Henning Bagger/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter flere kampe ude på tribunen får William Kvist ros af Wigans manager efter lørdagens opgør mod Blackburn.

Landsholdsspilleren William Kvist startede for første gang inde for Wigan i tre måneder, da bundholdet fra den næstbedste engelske række lørdag spillede 1-1 mod Blackburn.

Det gjorde den 29-årige dansker åbenbart så godt, at han får store roser fra manager Malky Mackay.

– Jeg syntes, at William Kvist var fremragende. Jeg synes, at han fik vist sin store erfaring, siger manageren til Wigans hjemmeside.

– Han har været nødt til at være tålmodig og vente, men han er en top-professionel, og jeg syntes, at han spillede med megen ro, fortsætter Mackay.

William Kvist har i de seneste mange kampe end ikke været i Wigans trup, hvilket tidligere på ugen fik landstræner Morten Olsen til at opfordre midtbanespilleren til at søge væk.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS