Koster dyrt: Rammer hver fjerde i Danmark
Nu kan du have færre penge i banken, inden det koster. En ud fire med normalt job falder for grænsen
Flere banker har den seneste tid sænket grænsen for, hvornår det koster at have penge stående i banken.
Senest sænkede Danske Bank grænsen til 100.000 kroner, efter at blandt andet Nordea havde gjort det samme.
Var den grænse i alle banker, ville godt en ud af fire med et normalt job blive ramt, viser en ny opgørelse.
Opgørelsen er lavet af Finans Danmark, som er brancheorganisation for landets banker og realkreditinstitutter.
– Så det er altså ret få, som rent faktisk bliver mødt med en regning i banken, siger direktør Ulrik Nødgaard i en pressemeddelelse.
Renten på bankkontoen er delvist styret af, hvad renten er hos Nationalbanken, der er bankernes bank.
Her har renten været negativ siden 2012. Ifølge Finans Danmark er de negative renter altså ikke noget, bankerne har fundet på.
– Det er klart, at i længden kan private virksomheder ikke sælge deres produkter til under produktionspris – det gælder også for banker, lyder det fra Ulrik Nødgaard.
Har sparet penge
Han peger på, at danskerne omvendt har sparet mange penge på det.
– Mange danskere sparer langt mere på de lave renter på deres lån, end de står til at skulle betale i negative indlånsrenter, siger han.
For de fleste er udgiften på under 1200 kroner om året, viser opgørelsen fra Finans Danmark.
Tirsdag sagde erhvervsminister Simon Kollerup (S), at han mener, at grænsen for de negative renter er nået. Han indkaldte derfor Finans Danmark til et møde.
Brancheorganisationen har dog svært ved at forstå kritikken og advarer samtidig imod, at politikerne blander sig i bankernes priser.
– Men vi mødes gerne med ministeren, hvor vi forhåbentlig får lejlighed til at vende alle nuancerne og tale om, hvad der tjener danskerne bedst i det lange løb, siger direktør Ulrik Nødgaard.
Nationalbankens rente er delvist styret af renten hos Den Europæiske Centralbank (ECB), som er centralbank for lande i eurozonen. Det skyldes, at Danmark har fastkurspolitik for kronen i forhold til euroen.
Renten løbende sat ned
ECB har siden 2012 haft en rente på nul procent eller negativ, og siden finanskrisen er renten løbende sat ned. Det har skullet tilskynde banker til mere udlån for at skabe vækst i økonomien.
Newsbreak.dk har tidligere beskrevet, hvordan man med tre simple tips kan gøre sit til at undgå at betale negative renter.
Læs mere her:
Sådan undgår du negative renter