Koster danskerne kassen
Husholdningernes formuer er skrumpet med næsten 1400 milliarder kroner i årets første tre måneder
Det har sandsynligvis givet sved på panden at tjekke pensionsopsparingen eller aktiebeholdningen i 2022.
Ifølge tal fra Nationalbanken har de danske husholdninger i årets første tre måneder tabt 1394 milliarder kroner.
Det svarer til omkring 17 procent af formuerne, der er forsvundet. Langt størstedelen af faldet er sket i den første halvdel af året.
Voldsomt tab
- Der er tale om et voldsomt stort tab, der hører til de absolutte sjældenheder og normalt kun ses i forbindelse med større finansielle kriser, siger Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer.
- Det er vildt og vidner i den grad om, at 2022 har været et horribelt år for danskernes pensionsopsparing og frie finansielle formue.
Opsparing og aktier
Husholdningernes formuer består blandt andet af ens opsparinger - såsom pensionsopsparing - og værdien af ens aktiebeholdning.
Fordi særligt aktier kan udgøre en stor del af den formue, betyder det ikke, at pengene er tabt, fordi ens aktier har mistet værdi. Ligesom de kan falde i værdi, kan de stige, inden de skal sælges - eller realiseres, som det hedder på fagsprog.
Voksede mere
Selv om 2022 har været slem, skal man også huske, at årene op til har været gode ved de danske husholdningers formuer.
Selv om tabet på næsten 1400 milliarder kroner i værdi kan lyde af meget, voksede nettoformuen i det halvandet år fra midten af 2020 til udgangen af 2021 med 2736 milliarder kroner.
Dermed har der været lidt formue at tage af.