Kørte galt i BMW med voldsoffer
Inden ulykken havde gerningsmændene udsat den 20-årige mand for grov vold og frihedsberøvet ham. Offeret er i kritisk tilstand
Klokken 12.15 fremstilles en 21-årig og en 29-årig mand, som begge er fra Vejle, i grundlovsforhør i en sag om grov vold mod en 20-årig mand. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to mænd er ikke kun sigtede for grov vold men også for frihedsberøvelse. For efter gerningsmændene havde udøvet vold mod den 20-årige, placerede de ham i varerummet af en BMW og kørte fra Sølvgade i Horsens.
Kort tid efter forulykkede køretøjet på Nørretorv i Horsens.
Det 20-årige offer er i kritisk tilstand.
To på fri fod og en kvinde sigtet
De to mænd blev anholdt henholdsvis klokken 01.00 og 02.50 natten til onsdag og er altså nu sigtede i sagen.
Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre under grundlovsforhøret og efterfølgende varetægtsfængsling.
Yderligere to formodede gerningsmænd, henholdsvis en mand på 21 år og én på 24 år, er identificerede, og Sydøstjyllands Politi leder lige nu efter dem. Alle gerningsmænd har en relation til hinanden.
I grundlovsforhøret fremstilles endvidere en 28-årig kvinde, som også kommer fra Vejle.
Hun sigtes for at have hjulpet gerningsmændene på flugt, idet hun hentede dem i bil i Horsens efter voldudøvelsen.
Gerningsmændenes motiv er endnu ikke endeligt klarlagt.