Kort efter Lars Larsens død sætter Jysk vild rekord
Ny rekord for den evigt ekspanderende møbelkæde.
Bare 10 dage efter stifteren Lars Larsens død har hans møbelimperium Jysk slået en af sine egne helt vilde rekorder. Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af en artikel i det interne medarbejder-blad Go Jysk.
I artiklen, som du kan læse her, fremgår det nemlig, at torsdag den 29. august bød på åbningen af ikke mindre end 11 nye Jysk-butikker. Ingen af dem dog i Danmark, men det er altså ifølge firmaet selv en rekord.
Lars Larsen sov ind den 19. august efter en sidste tid præget af sygdom. Lars Larsen havde leverkræft. Larsen sov stille ind om morgenen i sit hjem ved Silkeborg med den nærmeste familie ved sin side.
Han blev 71 år gammel og efterlader sig sin kone, Kristine, sine to børn og fire børnebørn.
Vil slå flere rekorder
Det har altid været en fast del af Jysks forretningsmodel af udvide – og ofte hastigt. Sådan var det i Dyne-Larsens egen tid, men det er tydeligvis så indlejret i DNA’et, at det fortsætter.
Mikael Nielsen, der er Executive Vice President Retail, siger i de ansattes blad:
– At åbne en ny butik kræver meget arbejde både i butikkerne, på hovedkontorerne og på vores distributionscentre. Lige nu har vi meget travlt, fordi mange er på ferie, og samtidig gør vi klar til en ny sæson i butikkerne. Alligevel knokler vores kolleger videre og samarbejder for at gøre butikkerne klar til åbning. Jeg er meget stolt af vores kolleger og taknemmelig for deres indsats.
Butikkerne er åbnet i Ukraine, Rumænien, Tjekkiet, Grækenland, Bulgarien, Norge, Polen og Sverige.