Kørelærere dømt for fusk
Tre kørelærere fra en nu nedlagt køreskole i Randers, er blevet dømt for at fuske med undervisningen.
OPDATERING: I artiklen har tidligere fremgået et billede af en skolevogn med Dansk Kørelærer Unions logo på. Landsformand for Dansk Kørelærer Union René Arnt oplyser til Newsbreak.dk, at de omtalte kørelærere aldrig har været medlemmer af unionen, og billedet er derfor fjernet.
Torsdag blev tre kørelærere fra en nu lukket køreskole i Randers idømt henholdsvis 20, 14 og 10 dages betinget fængsel for fusk med undervisningen.
Det skriver Randers Amtsavis.
De betingede domme med en prøveperiode på et år betyder, at de alle tre undgår at afsone fængselsdommen – med mindre de det kommende år får andre domme.
Kørelærerne var tiltalt for i alt 28 forhold. Men de blev ifølge avisen kun dømt for et mindre antal – det var i sager, hvor de har skrevet under på at have gennemført undervisning, selvom det var en af de andre, der stod for undervisningen. Og sager, hvor der blev byttet rundt på rækkefølgen af lektioner, så der ikke var den nødvendige sammenhæng i undervisningen.
Ikke økonomisk gevinst
Under retssagen erkendt kørerlærerne flere af de overtrædelser, de var tiltalt for. Men forsvarerne understregede, at der ikke var forsøgt at opnå en personlig økonomisk gevinst i forbindelse med lovovertrædelserne.
Årsagen til, at der blev fusket var angiveligt hårdt arbejdspres, sygdom, en trafikulykke og en fødselsdepression.