Kør i elbil og få statsstøtte

Flere skal vælge elbiler, derfor søsættes ny støtteordning. Foto: SISSE DUPONT/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Energistyrelsen støtte forsøgsordninger med udbredelse af el-, gas eller brintbiler med 38 millioner kroner.

Frygten for høj pris, begrænset rækkevidde og manglende viden gør, at mange danskere er tilbageholdne med at købe biler, der kører på el, brint eller gas. Derfor udbyder Energistyrelsen støtteordninger, der skal øge udbredelsen og kendskabet til de nye typer biler.

Puljen i år er på i alt 38 millioner kroner, der skal bruges til at støtte forsøgsordninger og partnerskaber, der øger udbredelse af el-, gas eller brintkøretøjer.

– Danske bilejere og virksomheder skal se biler, der kører på el, gas og brint som et attraktivt alternativ.

– Med partnerskabs- og forsøgsordningerne giver vi udviklingen et rygstød i den rigtige retning og får adresseret nogle af de markedsmæssige og infrastrukturelle barrierer, der bremser de grønne biler lige nu, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R).

Der er indtil videre langt mellem de energivenlige biler på de danske veje. Mere end 99 procent af alle køretøjer på danske veje kører på enten benzin eller diesel.

Derfor har Energistyrelsen siden 2013 haft forsøgs- og partnerskabsordninger, der fremmer brugen af elbiler, plug-in hybridbiler, brintbiler og gasdrevet biler. Det er denne ordning, der fortsætter med flere penge i puljen.

Støtten bliver eksempelvis givet til delebilsordninger og leasingfirmaer, hvilket betyder, at de kan tilbyde elbiler, som er konkurrencedygtige med benzin- og dieselbiler.

– Vi skal have mere fart på udbredelsen af elbiler i Danmark. Målet er, transportsektoren skal være fossilfri i 2050. Men der mangler viden om og tillid til de nye typer af biler blandt forbrugerne.

– Derfor afsatte vi en pose penge i energiforliget til projekter, der kan sætte skub på udviklingen og få flere grønne biler på de danske veje, siger Rasmus Helveg Petersen.

Sidste år støttede Energistyrelsen fire elbil-partnerskaber, som i 2014-15 betyder, at 1400 nye elbiler vil trille ude på vejene.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS