Kør forsigtigt: Disse veje er oversvømmede

Store mængder vand presses ud gennem Kolding Å, nærmest som en tragt, melder Kolding Kommune. Der meldes desuden om vand på vejene flere steder i landet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Store mængder af regnvand har spærret flere veje i Jylland, oplyser flere politikredse natten til mandag.

I Kolding er flere veje således afspærret, og kommunen har sendt sandsække og pumper ud flere steder.

– Vi er på vej ud med sandsække og pumper, afhængigt af hvad der er brug for det enkelte sted. Store mængder vand presses ud gennem Kolding Å, nærmest som en tragt, skriver Kolding Kommune på Facebook.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Det drejer sig om Stadionvej, Vestre Ringgade, Drejenshalvøen og Møllebakken.

Desuden er tilkørslen til Sønderjyske Motorvej Kolding Syd spærret mandag morgen på grund af for store mængder vand, oplyser Vejdirektoratet.

I Vejle er Vesterbrogade og Vedelsgade spærret på grund af store mængder vand.

– Det kan godt hænge sammen med, at regnvandet ikke har nogen steder at rende hen på grund af åen, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Halfdan Kramer.

– Vinden er loddet af, men vandet har samlet sig på nogle veje og i viadukter i vores kreds, siger Rene Pagh, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Veje spærret i hele landet

Han oplyser, at følgende veje natten til mandag er afspærret: Hørupholmvej i Kellerup, Vildmosevej, Klinkhøjvej og Søbjergvej i Ikast-Brande, Glyngørevej i Skive, Havnevej i Skive, Lyagervej i Skjern, Viborgvej uden for Skive og Furvej i Skive.

Også på Fyn er en enkelt vej blev spærret, da et stort træ er væltet over Hovedvejen mellem Middelfart og Nørre Aaby ved Nørregaardsvej.

– Beredskab er hastigt på vej for at fjerne træet. Pas godt på jer selv derude, skriver vagtchefen ved Fyns Politi på Twitter.

Mandag morgen er også Ribe Landevej ramt af de store mængder vand, hvor der fra Aabenraa mod Ribe ved frakørsel Harreby er vand på vejen, fremgår det af Vejdirektoratet.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har søndag og mandag en varsling ude om forhøjet vandstand flere steder i landet.

Ifølge Vejdirektoratet er der desuden spærret på rute 9 Maribovej, fra Maribo mod Tårs mellem Halsted og Nakskov på Lolland-Falster på grund af vand på vejbanen.

I galleriet ovenfor kan du se billeder fra flere af de oversvømmede veje.

Powered by Labrador CMS