Kontroversiel scoring sender FCM tæt på bronze
Et yderst kontroversielt mål blev i sidste ende afgørende, da FC Midtjylland ude slog FC Nordsjælland 3-2.
Det var sidste udkald for FC Nordsjælland, da holdet lørdag tog imod FC Midtjylland i Alka Superligaens mesterskabsspil.
En sejr var kravet, hvis en top-4-placering skulle være en mulighed, men allerede efter 22 sekunders spil led den drøm et stort knæk.
Her scorede Paul Onuachu til 1-0 til FC Midtjylland, der endte med at vinde opgøret med 3-2.
Dermed er FC Midtjylland tilbage på tredjepladsen, to point foran Lyngby, der søndag møder FC København.
Sidste kamp afgørende
I sidste runde tager FC Midtjylland imod netop Lyngby, så uanset udfaldet i søndagens kamp, kan Jess Thorups mandskab selv afgøre, om man skal have bronzemedaljerne om halsen.
FC Nordsjælland fandt i opgøret aldrig de takter, holdet har vist de seneste kampe. Især offensivt haltede det gevaldigt, mens defensiven måtte give fortabt over for Paul Onuachu.
Han scorede i kampen sit sæsonmål nummer 17 og 18 og er dermed ved at indhente Teemu Pukki på andenpladsen på topscorerlisten. Brøndby-finnen har scoret 19 gange.
Topscorer er stadig FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen, der har nettet 22 gange i sæsonen. Han havde dog en forholdsvis anonym eftermiddag på Right To Dream Park.
Det havde dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen til gengæld ikke.
Over baglinjen
Ved FC Midtjyllands tredje mål var bolden tydeligt et godt stykke ude over baglinjen, før Gustav Wikheim lagde den ind til Andre Rømer, men dommeren fløjtede ikke.
Mens de fleste spillere alligevel tog det for givet, at der var målspark, så sparkede Rømer bolden i mål – og så var stillingen 3-0.
FC Nordsjællands spillere var rasende, og flere fik gule kort for at brokke sig. Så hjalp det mindre for dem, at først Karlo Bartolec og siden Andreas Maxsø fik reduceret.
FC Midtjylland nøjedes ikke med gule kort. De fik i det sidste kvarter to røde kort, først til Janus Drachmann og siden til Marcus Halsti.