Kontrol afslører salg af alkohol og tobak til mindreårige på J-dag
De mange lovovertrædelser i butikkerne vækker bekymring hos Sikkerhedsstyrelsen, som foretog kontrollen
Over halvdelen af butikkerne solgte alkohol-, nikotin- eller tobaksprodukter til mindreårige, da Sikkerhedsstyrelsen foretog en kontrol fredag 1. november, hvor det var J-dag.
Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse onsdag formiddag.
Sikkerhedsstyrelsen foretog 33 tilsyn i København, Randers og Odense. Ved 19 af tilsynene overtrådte butikken reglerne. Det svarer til 57,5 procent.
Det vækker bekymring hos Stine Pedersen, der er kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Anledning til bekymring
- Tallene giver anledning til bekymring. Selv om vi har kørt den her form for kontrol i et stykke tid nu, virker det ikke som om, at alle butikker har fået styr på reglerne.
- Det er bekymrende, at så mange butikker på en aften som J-dag bryder loven, siger Stine Pedersen
Kontrollerne fandt sted i kiosker, tankstationer, supermarkeder og specialbutikker.
Værst stod det til i København, hvor alle ti af de kontrollerede butikker overtrådte reglerne. I Odense fandt Sikkerhedsstyrelsen otte overtrædelser ud af ti kontroller.
I Randers var der bare én overtrædelse ud af i alt 13 kontroller.
Ulovligt
Det er ulovligt at sælge tobaksprodukter eller nikotinprodukter til personer under 18 år. Samme aldersgrænse gælder salg af alkoholprodukter, der indeholder mere end 16,5 procent alkohol.
Aldersgrænsen for at købe alkoholprodukter med 1,2 til 16,5 procent alkohol er 16 år.
Hvis man som erhvervsdrivende ulovligt sælger alkohol til mindreårige, vil bøden være på 10.000 kroner første gang.
Bøden er på 25.000 kroner første gang, hvis det omhandler salg af tobak, tobakssurrogater, e-cigaretter eller urtebaserede rygeprodukter til mindreårige.
Vejledningsbrev
Forud for J-dag havde Sikkerhedsstyrelsen sendt et vejledningsbrev ud til branchen og informeret om, at der ville blive udført kontroller på J-dag.
I brevet mindede Sikkerhedsstyrelsen om lovgivningen og konsekvenserne ved overtrædelser.
J-dag er den dag på året, hvor et par af Danmarks store bryggerier sætter årets julebryg i salg. Det bliver fejret på beværtninger landet over. Dagen falder altid på den første fredag i november.