Konservative: Kabeltyve skal straffes markant hårdere
Ny paragraf for kabeltyveri i straffeloven skal sikre, at tyvene ikke slipper for billigt, mener Mai Mercado.
Tyveri af togkabler er blevet så stort et problem i Danmark, at kabeltyveri skal have sin egen paragraf i straffeloven, så det kan straffes hårdere.
Det mener De Konservatives politiske ordfører, Mai Mercado, som vil fremlægge forslaget i Folketinget.
– For det første har det ganske store samfundsmæssige konsekvenser, når man begår kabeltyveri, fordi man forstyrrer de tusindvis af danskere, som bare prøver at komme på arbejde, siger hun.
Derudover ser hun det som en bonus, at hvis udenlandske kabeltyve idømmes straffe på mere end seks måneder, så kan de sendes til afsoning i hjemlandet i stedet for i Danmark.
– Straffen for kabeltyveri ligger typisk på fire-fem måneder. Det er simpelthen for lidt, når man forstyrrer så mange mennesker.
– Min retssikkerhed bliver krænket, når kabeltyveri straffes på lige fod med simpelt tyveri. Det er immervæk hver anden dag, der bliver begået et kabeltyveri, og det har enorme konsekvenser, siger Mai Mercado.
I 2014 forårsagede 173 kabeltyverier forsinkelser for hele 1674 S-tog.
Ifølge De Konservative straffes kabeltyveri kun efter en paragraf i straffeloven, som kan give op til seks års fængsel, hvis tyveriet skaber “omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler”. Men typisk straffes det efter en paragraf om simpelt tyveri.
Strafferammen i vores nye kabeltyveriparagraf skal tage udgangspunkt i den hårde paragraf, da vi mener, at man altid forstyrrer offentligheden med kabeltyverier, skriver De Konservative i en skriftlig meddelelse.
Regeringen har nedsat en task force, som skal få bugt med kabeltyverierne. Blandt andet vil den udstyre kablerne med sporingsmekanismer, så man kan finde frem til tyvene.
– Som jeg har forstået det, snakker man mest. Der kommer først en evaluering til april, men allerede nu er der behov for, at der bliver lavet retsstramninger, siger Mai Mercado.
/ritzau/