Kongeligt besøg til 80 års fødselsdag

Aalborg Zoo fejrer 80 års fødselsdag med kongelig deltagelse. Foto: Aalborg Zoo/Presse
Offentliggjort Sidst opdateret

Når Aalborg Zoo fejrer 80 års fødselsdag er det med prins Joachim og familien

På lørdag den 18. april ruller Aalborg Zoo den røde løber ud, når HKH prins Joachim, prinsesse Marie og børnene prinsesse Athena og prins Henrik deltager i fejringen af havens 80 års fødselsdag. Den kongelige familie ankommer til havens hovedindgang kl. 10.30.

Zoodirektør Henrik Johansen byder velkommen på Zoofariscenen, og også Aalborgs borgmester Thomas Kastrup Larsen og bestyrelsesformand Steen Royberg kommer og siger tillykke, inden havens trænede dyr indtager scenen.

Grisen Rosa, geden Solveig og hestene Ussie og Jenny vil i selskab med høns, rotter og et par frække ildere underholde den kongelige familie og alle havens gæster, og falkoner Frank Skaarup giver opvisning med falken Luna.

Efter underholdningen på scenen er man velkommen til at følge med den kongelige familie på rundvisning i haven. På turen ser man blandt andet sumatratigrene og elefanterne blive fodret.

– Vi håber, der er rigtig mange der har lyst til at komme og fejre dagen med os og se, hvad haven har udviklet sig til på de 80 år, siger direktør Henrik Johansen.

Fra skandinavisk have til moderne zoo

Da Aalborg Zoo åbnede for 80 år siden var fokus på skandinaviske dyr som ræv, mår, ilder, hare og forskellige hjorte – men også nogle få eksotiske dyr som kæmpekænguru og løve.

I dag er haven en moderne zoologisk have, som har en aktiv formidlings-tjeneste og arbejder med forskning og naturbevarelse.

Netop den udvikling Aalborg Zoo har været igennem er beskrevet i bogen ”Aalborg Zoo i 80 år – fra menageri til formidling og forskning”. Bogen er skrevet af Flemming Retbøll og udkommer i forbindelse med zoos jubilæum.

Powered by Labrador CMS