Kongelige festarrangører trodser corona-krisen
Trods corona-pandemien vil den svenske kronprinsesses fødselsdag også i år blive markeret med Victoriadagen
Se flere fotos i galleriet ovenfor
Victoriadagen, der hvert år den 14. juli markerer svenske kronprinsesse Victorias fødselsdag – hun bliver 44 år næste gang – vil trods corona-pandemien blive gennemført med den traditionelle fejring på Öland.
Det skriver Svensk Damtidning, der har den glædelige nyhed fra Stephan Rimér, som er tovholder på arrangementet.
“Vi forventer at kunne afvikle både Victoria Koncerten og Victoria Golf – forudsat de planlagte lempelse af restriktionerne gennemføres,” siger han til mediet.
Stadig begrænsninger
Han fortæller samtidig, at koncerten, som det også var tilfældet sidste år, vil finde sted i Borgholms borgruin. Denne gang dog i borggården.
Helt som det plejer bliver det dog ikke. Der vil nemlig kun være specielt indbudte gæster på tilhørerpladserne. Der vil således ikke blive frigivet billetter til offentligheden.
“Men Sveriges Television sender hele koncerten, så alle, som ønsker det, kan på den måde alligevel være med,” siger Stephan Rimér.
Tør ikke spå om familien
I 2020 var det kun ganske få fra kronprinsessens nærmeste familie, der deltog ved koncerten, men om der bliver ændret på det i år, tør Stephan Rimér endnu ikke spå om.
“Det er for tidligt at sige. Men vi håber, at alle kan komme! Det er det, vi arbejder for og håber på,” forklarer han.
Røber to programpunkter
Hvilke kunstnere, der kommer til at gå på scenen, kan Stephan Rimér endnu ikke fortælle. Det hele er så nyt, at det først er nu, han arbejder på den del.
Til gengæld fortæller han, at Victoria-prisen, der hvert år tildeles en atlet eller et hold, der har bidraget til at sætte Sverige på idræts-verdenskortet, bliver uddelt, samt at Kay Wiestål, der er grundlæggeren af Victoriadagen og som gik bort i november sidste år, vil blive hyldet og mindet.
Se flere fotos i galleriet ovenfor