Kong Charles bliver nummer to
Englands centralbank fremviser billeder af de nye 5-, 10-, 20- og 50-pund-sedler med kong Charles' ansigt på
Dronning Elizabeth var den første, som fik lov, og efter hendes død overgår det nu til kong Charles.
Den engelske centralbank, Bank of England, har natten til tirsdag udsendt de første billeder af de nye pengesedler, som har et billede af landets nye konge, Charles, på.
Hans ansigt er afbildet på 5-, 10-, 20- og 50-pund-sedlerne.
Charles blev konge, da hans mor dronning Elizabeth døde 8. september efter at have bestridt tronen i mere end 70 år.
Skal opdateres
Med hendes død og kronens overgang skal det britiske pund også opdateres.
Mens britiske pund-mønter med Charles' ansigt på allerede blev sendt ud i lommerne på det britiske folk tidligere i december, tager det imidlertid lidt længere, før man kan komme ud og bruge pengesedler med kong Charles' ansigt på.
Sedlerne vil blive indført i den britiske pengecirkulation i midten af 2024, hvor de gradvist skal erstatte dem, der bærer portrættet af hans mor.
Elizabeth var først
- Det her er et øjeblik af stor betydning, for kongen er kun den anden monark nogensinde, som kommer til at være afbildet på vores pengesedler, siger Andrew Bailey, chefen for den engelske centralbank.
Pengesedler blev ifølge Bank of Englands egen hjemmeside taget i brug for første gang i 1833, men det var først i 1960, at en monark fik sit ansigt afbildet på en pengeseddel.
Dengang var det netop dronning Elizabeth, som efter otte år på tronen fik æren.
Skal ikke tilbagekaldes
Det står i kontrast til de britiske pund-mønter, som har båret den siddende monarks portræt i flere hundrede år.
Bank of England har ingen intention om at tilbagekalde pengesedler med dronning Elizabeths portræt på, så de to monarker kommer til at være en del af den britiske pengecirkulation, indtil Elizabeth-sedlerne er så slidte, at de ikke længere kan bruges.