Konflikt: Spillerforeningen vil til forhandlingsbordet
Direktøren for Spillerforeningen håber snart at kunne komme til at forhandle med DBU omkring konflikten.
Der var ingen konflikt på programmet, da DBU havde repræsentantskabsmøde i Odense lørdag formiddag, og striden mellem DBU og landsholdet blev da heller ikke nævnt på mødet, som var overstået på under tre timer.
Direktør for Spillerforeningen, Mads Øland, var til stede ved mødet, og selvom han har været meget fåmælt overfor pressen under hele konflikten, så lægger han ikke skjul på, at Spillerforeningen er klar til at sætte sig til forhandlingsbordet.
– Spillerforeningen er klar dag og nat. Får vi en invitation til at sætte os ned og forhandle med DBU efter repræsentantskabsmødet i dag, så gør vi det, for vi vil rigtig gerne i gang, siger han.
Mads Øland været tavs i pressen i forhold til DBUs krav om lønnedgang på 17 procent og at spillerne individuelt skal skrive under på en ny aftale i stedet for kollektivt, som hidtil har været kutyme.
– Vi skal have lavet en aftale, og det får man ikke ved at forhandle via medierne. Tværtimod. Når man går gennem medierne, så ender parterne ofte med at rykke sig længere væk fra hinanden, og det er vi ikke interesserede i, siger han.
Hvis parterne kan blive enige om at sætte sig til bordet, tror Øland dog på en hurtig afklaring.
– Hvis bare vi kan komme i gang med at forhandle, så er jeg fortrøstningsfuld omkring at vi kan få lavet en aftale forholdsvist hurtigt, siger han.
DBU har givet spillerne indtil mandag til at underskrive aftalen, og gør de ikke det, så vil DBU ikke betragte dem som en del af landsholdet de næste seks måneder. Aftalen omhandler A-landsholdet, U21-landsholdet og kvindelandsholdet.
/ritzau/