Konflikt om fodboldbane eksploderet: Kanonslag smidt foran bolig
I en strid om en kommunal kunstgræsbane i Hillerød, er konflikten nu eskaleret eksplosivt. Senest har en familie fået smidt kanonslag foran hjemmet.
En kunstgræsbane ved Hillerød Stadion danner slagmark i en bitter strid med tre parter. Først er der naboer, der er hamrende trætte af aftenstøj fra banen, så er der kommunen, der ikke vil betale en støjmur, og sidste stridsemne er fodboldklub og -spillere.
Konflikten startede da naboer klagede over støjen fra kunstgræsbanen, der bliver brugt til klokken 22, når græsset på den rigtige boldbane ikke længere er grønt og spilbart. Det skriver Frederiksborg Amts Avis i en række artikler om sagen.
Støjvold eller kaos
Kommunen har på foranledning fra en af naboerne fået et påbud om at nedbringe støjen fra banen. Det kan ifølge kommunen løses på to måder:
1. Ved at etablere en støjvold eller -mur, der således dæmper støjen for de nærmeste naboer.
2. Ved at forbyde fodbold efter klokken 18.
Den første løsning er aldrig for alvor kommet i spil, for det har kommunens borgmester, den konservative Dorte Meldgaard, kategorisk afvist, kommer på tale, da det er for dyrt. Derfor er den anden løsning, nemlig fodbold-forbud, eneste reelle løsning på problemet.
Eksplosiv udvikling
En af de naboer, der har klaget over støjen, er Thomas Metz. Han føler sig lige nu utryg i eget hjem. Konflikten er nemlig eksploderet så tilpas, at ukendte gerningsmænd tager voldsomme metoder i brug for at chikanere ham og hans familie.
– Her til aften var vi gået i seng og lige faldet i søvn, da der bliver smidt to kanonslag foran vores hus, og der var hængt bannere op på hegnet direkte overfor vores hus. Det er meget ubehageligt, og vi har meldt sagen til politiet. Vi er bange for, at det kun er starten på noget mere langvarigt og måske værre, siger Thomas Metz til avisen.
På bannerne, der er hængt op, står der “Hvorfor skal I ødelægge det for alle andre” og “Håber I nyder kaffen”.
Lukning koster for fodbolden
Hvis den ene kunstgræsbane lukkes, som der er lagt op til, så kommer det til at ramme fodbolden hårdt, mener John Franzen. Han er formand i HGI Herrefodbold – Hillerød Fodbold.
Skal der stoppes for fodbold efter klokken 18, vil Hillerøds fodboldklubber miste 20 timers træning om ugen.
– Det er hele fodbolden i Hillerød, der vil blive ramt. Vi snakker om mange tusinde mennesker, som glæder sig over at spille fodbold. Det er en kæmpe gruppe mennesker, som man vil træde på, siger han.