Kommuner opruster mod radikalisering

Skudangrebene i København har fået flere kommuner til at styrke indsatsen for at madarbejde radikalisering. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Før angrebene i København i februar havde mange kommuner ikke fokus på radikalisering blandt unge.

Efter skudangrebene i København for en måned siden har flere kommuner oprustet deres antiradikaliseringsindsats, viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget.

Mange kommuner havde før det ikke en handleplan, men det har flere kommuner nu ændret på. En af dem er Hedensted i Sydøstjylland.

– Årsagen er de små signaler, vi ser. Vi oplever social kontrol i nogle familier, en borger har henvendt sig med en bekymring, og så kommer angrebet i København. Så er det klart, at det sparker til os; kom nu, nu er det nu.

– Vi er gode til at komme ud og have kontakt, men vi skal være sikre på, at vi er gearet til en situation, hvor det er nødvendigt at gribe ind, siger Karen Marie Nielsen, leder af Kompetencegruppen for integration i Hedensted Kommune til Jyllands-Posten.

69 kommuner har deltaget i rundspørgen, og her oplyser 39 kommuner, at de ingen handleplan har for antiradikalisering. Mere end hver fjerde kommune svarer, at ingen ansatte i kommunen har været på efteruddannelse i antiradikalisering, skriver Jyllands-Posten.

Vejle, Brøndby, Hillerød, Næstved, Syddjurs og Vallensbæk er nu også ved at lave handleplaner.

Ifølge den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp, er udviklingen landet over ganske naturlig. Han kritiserer dog kommunerne for at komme for sent ud af starthullerne.

– De skulle klart have gjort det noget før, problemet har jo eksisteret længe, siger Magnus Ranstorp fra Sveriges Forsvarshøjskole.

Socialminister Manu Sareen (R) siger til Jyllands-Posten, at man fra start har taget truslen alvorligt.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS