Kommunen kendte Omar El-Hussein
Omar El-Husseins kriminelle løbebane var kendt af Københavns Kommune og Københavns Politi allerede i begyndelsen af 2010. Men trods to møder med ham og hans familie valgte myndighederne ikke at gøre yderligere. Det skriver BT søndag.
Omar El-Hussein var gerningsmanden bag attentatet i København, der kostede to liv, og som sårede seks betjente for tre uger siden. I årene forinden var hans liv gået fra skidt til værre med accelererende kriminalitet, vold og radikalisering.
Tilbage i februar 2010 lovede Omar El-Husseins far på møderne med myndighederne, at han kunne holde sønnen væk fra kriminalitet. Familien overbeviste myndighederne om, at han gik i skole, selv om et opkald til Vesterbro Ny Skole, hvor Omar El-Hussein var indskrevet i 10. klasse, ifølge BT kunne have givet en anden version: At han ikke passede sin skole, men i stedet brugte tiden på blandt andet kriminalitet.
Hidtil har kommunen hævdet, at »der ikke var nogen sag« på Omar El-Hussein. I virkeligheden dækker formuleringen over en beslutning om ikke at gå videre end en screening, som kunne have ført til beslutning om en såkaldt børnefaglig undersøgelse.
Screeningen kom i stand efter en underretning fra politiet om, at Omar El-Hussein var blevet anholdt for indbrud og biltyverier, efter at han var kommet hjem fra tre års genopdragelse i Jordan.
Ifølge BT blev de to hjemmebesøg gennemført af kommunen sammen med Den Kriminalpræventive Sektion under Københavns Politi – SSP-samarbejdet – i februar 2010. Hvert besøg tager typisk et par timer. Den børnefaglige undersøgelse blev fravalgt, fordi der ikke tidligere havde været problemer med familien, og fordi familien oplyste, at Omar El-Hussein gik i skole og dyrkede sport.
Omar El-Hussein gik i 5. klasse på Rådmandsgades Skole, hvor daværende skoleleder Lise Egholm over for BT husker ham som en elev, der truede de andre og »spillede smart«. Moderen oplyste Lise Egholm om, at hun ville sende Omar El-Hussein på genopdragelse i Jordan, hvilket skolelederen forgæves modsatte sig.
Efter rejsen til Jordan begyndte Omar El-Hussein i 10. klasse på Vesterbro Ny Skole. Her var han ifølge BTs oplysninger indskrevet i fire måneder i skoleåret 2009/2010. BT har talt med en kilde på skolen, der fortæller, at han »ikke var ret meget i skole« eller »fulgte særligt meget med«.
Omar El-Husseins kriminelle løbebane begyndte i 2009 med flere indbrud, flugtforsøg fra politiet og biltyveri. Han blev anholdt 31. december 2009 og løsladt fra varetægtsfængsel 22. februar 2010. Efter løsladelsen gennemførte myndighederne screeningen med de kriminalpræventive hjemmebesøg.
Familien virkede ifølge BT ressourcestærke og lovede, at der ville blive taget hånd om problemerne. Det var Omar El-Husseins far, der overbeviste socialforvaltningens og politiets SSP-medarbejdere om, at de ikke skulle foretage sig mere.
Men det lykkedes ikke at holde Omar El-Hussein væk fra kriminalitet. I maj 2010 brød han ind i en villa på Kong Georgs Vej på Frederiksberg, hvor beboerne lå og sov. Omar El-Hussein blev efterfølgende anholdt, men nægtede sig skyldig.
Men fra besøgene i februar 2010 og frem til Omar El-Husseins 18-årsfødselsdag i september 2010 var der ifølge BT ikke kontakt mellem socialforvaltningen og Omar El-Husseins familie.
Omar El-Husseins kriminalitet blev stadig grovere, og han opbyggede et skræmmende generalieblad: Knivstikkeri, vold, indbrud og banderelationer til Brothas i Mjølnerparken på Nørrebro i København. Politiet har gennem tiden konfiskeret en strømpistol, en knippel, flere knive, en dolk, et sværd, en daggert, et koben, en bushammer samt et knojern fra Omar El-Hussein.
At Københavns Kommune ikke gennemførte en børnefaglig undersøgelse i 2010 kan ifølge juraprofessor emeritus Eva Schmidt fra Københavns Universitet skyldes, at Omar El-Hussein var 17 år og fem måneder gammel, da han blev løsladt i februar 2010. Dermed var han tæt på de 18 år, hvor ansvaret overgår fra kommunen til Kriminalforsorgen. Her kan en afvejning af ressourcer ifølge professoren have spillet ind.
»Problemet er, at han har været i Jordan i hele den periode, hvor man skulle have haft fat i ham. Da han så kommer tilbage, går det helt galt. Og så har Københavns Kommune nok syntes, at han var lige gammel nok til, at der kunne komme noget godt ud af de præventive tiltag, inden han fyldte 18 år,« siger hun.
BT har forsøgt at få en kommentar fra Københavns Kommunes socialborgmester, Jesper Christensen (S), men pressechef i socialforvaltningen Flemming Platz siger, at borgmesteren er pålagt tavshedspligt.
Også Københavns Politi, der er ansvarlig for Den Kriminalpræventive Sektion, henviser til tavshedspligten. BT har også talt med Omar El-Husseins far, som ikke ønsker at sige noget.
Omar El-Hussein fortsatte trods alt sin skolegang og var ikke uden evner. Lotte Akiko Nielsen, der underviste ham i engelsk i 10. klasse i 2012, beskriver ham i et indlæg i Politiken som »en stille og høflig dreng«, der »lavede sine afleveringer punktligt og kom til tiden om eftermiddagen, når vi havde aftaler«.
Omar El-Hussein leverede et 12-tal i engelsk, selv om han havde siddet i fængsel helt frem til eksamen.
»Han var stolt bagefter. Jeg husker glæden i hans blik,« skriver Lotte Akiko Nielsen, der håbede, at den gode eksamen kunne hjælpe Omar El-Hussein til en anden identitet end kriminalitet.
»Han kunne være blevet til så meget, hvis han havde valgt anderledes,« skriver hun.