Kommune skal undersøges for nyt lovbrud
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) vil have Statsforvaltningen til at undersøge, om Odense Kommune bryder loven på handicapområdet.
Det sker, efter 124 forældre har protesteret over kommunens Børn- og Ungeforvaltnings manglende hjælp til deres handicappede børn, og fordi det netop er blevet dokumenteret, at forvaltningen har foretaget planlagte og systematiske lovbrud i forhold til udsatte børn og familier. Det skriver Fyens Stiftstidende.
»Det gør naturligvis indtryk på mig, når en så stor forældregruppe samstemmende beskriver deres oplevelse af forvaltningen i deres kommune så negativt,« skriver Karen Ellemann i et skriftligt svar til forældrene.
Gruppen af forældre mener blandt andet, at forvaltningen ikke laver konkrete, individuelle vurderinger af børnene, inden der bliver givet afslag på hjælp.
Konstitueret direktør i Børn- og Ungeforvaltningen Poul Anthonuissen skal i næste uge mødes med forældrene for at drøfte kritikken.