Kommune får kraftig kritik for sparsom ældrepleje

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

I Hørsholm Kommune skal de ældre ligge en måned i det samme sengetøj, før det bliver skiftet. Det har de lokale politikere skrevet ind i de nyeste standarder for kommunens ældrepleje, men beslutningen møder hård kritik fra både FOA og Dansk Sygeplejeråd.

Organisationerne mener, at Hørsholm Kommune overtræder grænsen for, hvad man bør kunne tilbyde ældre mennesker, der har brug for hjælp.

»Det virker som om, at der efterhånden ikke er nogen grænse for, hvad man vil byde de ældre, og at besparelser blot vil fortsætte med at hagle ned over dem. Jeg synes, det er uanstændigt. De ældre, der får skiftet sengetøj, er jo netop visiteret til det, fordi de ikke har nogen mulighed for at gøre det selv,« siger Karen Stæhr, der er sektorformand i FOA.

Hørsholm Kommune er i helt i top over de danske kommuner, hvor indbyggerne i gennemsnit tjener mest og lever længst, og en fjerdedel af indbyggerne er over 65 år. Derfor overrasker det også Dansk Sygeplejeråd, at lokalpolitikerne har skåret netop der.

»Det er uværdigt, at ældre borgere, som ofte sover flere gange om dagen, skal ligge i det samme sengetøj i en hel måned af gangen. Og det kommer i den grad bag på mig, at en velhaverkommune som Hørsholm Kommune svinger sparekniven så hårdt over deres ældste borgere,« siger Dorte Steenberg, der er næstformand for Dansk Sygeplejeråd.

Politiker: Vi blev rådgivet af sygeplejerskerMen ifølge formanden for Hørsholm Kommunes social- og seniorudvalg, Thorkild Gruelund, er det kommunens fagpersonale, der har hjulpet med at finde ud af, hvor det var bedst at spare.

»Det er ikke en besparelse, vi politikere selv sidder og finder på. Vi finder ud af, at vi skal spare, og så hjælper vores fagpersonale, som blandt andet består af sygeplejersker og fysioterapeuter, os med at finde frem til, hvor det er bedst at skære ned,« siger han.

På grund af den store utilfredshed med beslutningen har han bedt forvaltningen om at lede efter andre områder, hvor kommunen kan spare i stedet for. Men det er langt fra sikkert, at beslutningen bliver gjort om, fortæller han.

»Nu skal vi først have ridset op, hvor vi ellers kan spare de cirka 100.000 kroner, som vi ville spare på at skifte sengetøjet sjældnere. Og hvis vi ikke kan blive enige om at spare et andet sted, så bevarer vi den nuværende standard,« siger Thorkild Gruelund.

Powered by Labrador CMS