Kommune: Børnehaver kan ikke bare smide allergibørn ud

Offentliggjort Sidst opdateret

Sagen skal ikke gentage sig, lyder det fra Furesø Kommune, efter en dreng blev smidt ud af børnehave, fordi han havde allergier

Furesø Kommune er gået ind i en sag om den 3-årige Oscar Nielsen, der blev smidt ud af Farum Skovbørnehave, fordi han er allergisk over for soja og mælk. Børnehaven mente, allergierne var for svære at håndtere for dem, da de ikke kunne have konstant opsyn med Oscar.

Hans mor, Maja Nielsen, blev chokeret over opsigelsen, da hun ikke mener, at hendes søn har brug for konstant overvågning, men har nogle ret almindelige allergier, som børnehaven selvfølgelig skal være opmærksomme på.

Efter kommunen har drøftet sagen med børnehaven, har børnehaven erkendt, at opsigelsen skete på et ugyldigt grundlag, og Furesø Kommune vil nu følge op på sagen sammen med børnehaven.

– Vi har fået en henvendelse fra en mor, som ikke har fået en tilfredsstillende behandling i et dagtilbud. Den sag tager vi op både i forhold til lederen og til bestyrelsen, siger Per Udesen, der er chef for Furesø Kommunes Center for Dagtilbud og Skole.

Børnehaver bør kunne klare allergi

Han fortæller, at selvom Farum Skovbørnehave er en privat institution, så er det kommunen, der fører tilsyn med, at børnehaven lever op til dagtilbudsloven og til de aftaler, børnehaven har indgået med kommunen. Og børnehaver kan ikke bare smide børn ud på det grundlag, lyder det fra Per Udesen

– Man bør kunne blive optaget i en skovbørnehave, selvom man har fødevareallergier, slår han fast.

Maja Nielsen har overfor Newsbreak.dk beskrevet, at opsigelsen af hendes søn kom helt bag på hende, da børnehaven slet ikke havde taget sagen op med hende, for at prøve at finde en løsning, inden hun fik brevet med opsigelsen. Hun mener selv, at børnehaven smed hendes søn ud, fordi de gerne ville af med hende efter nogle andre uoverensstemmelser.

Forventer dialog

Per Udesen vil ikke kommentere på det nærmere forløb eller detaljer i sagen, da kommunen ikke har drøftet det nærmere med Farum Skovbørnehave endnu.

– Men min forventning er, at der har været en dialog, inden man har fået sådan en henvendelse. Jeg ved ikke, om den dialog har været der. Men det bør der have været. Og derudover så skal beslutningen selvfølgelig stadig være inden for gældende love og retningslinjer, siger Per Udesen.

Furesø Kommune vil nu tage sagen op med bestyrelsen og lederen i Farum Skovbørnehave. En pædagogisk konsulent vil gennemgå retningslinjerne for opsigelse af børn sammen med lederen og sikre, at der er klare retningslinjer for, hvordan denne slags sager skal håndteres i fremtiden.

– Her er en situation, der ikke skal gentage sig, så det vil vi gå ind i en dialog med børnehaven for at sikre, siger Per Udesen.

Per Udesen oplyser derudover, at han ikke erindrer, at der har været andre klagesager i forhold til Farum Skovbørnehave.

Newsbreak.dk har kontaktet Farum Skovbørnehave for at få kommentarer på sagen fra leder eller bestyrelse, men børnehaven ønsker ikke at komme med udtalelser i sagen.

Powered by Labrador CMS