Kommer til Danmark
Popstjernen Justin Timberlake, som blandt andet er kendt for sangen "Cry Me a River", kommer til Danmark
Den amerikanske popstjerne Justin Timberlake kommer til Danmark til august i forbindelse med sin verdensturné "The Forget Tomorrow World Tour".
Det oplyser koncertselskabet Live Nation i en pressemeddelelse fredag.
Han kommer til at optræde i Royal Arena i København 29. august i år.
Justin Timberlake er blandt andet kendt for sine numre "Cry Me a River" og SexyBack".
Slog igennem med boyband
Han slog for alvor igennem i begyndelsen af 2000'erne, hvor han var medlem af boybandet NSYNC.
Bandet vandt popularitet i forbindelse med sit hitalbum "No Strings Attached, som udkom i 2000. Særligt sangene "Bye Bye Bye" og "It's Gonna Be Me" toppede hitlisterne.
Justin Timberlake gik solo i 2002.
Nyt og gammelt
Han har i løbet af sin solokarriere solgt over 54 millioner albummer og 63 millioner singler globalt. Yderligere har han solgt 70 millioner albummer som forsanger i NSYNC.
15. marts udkommer hans nyeste album "Everything I Though It Was".
Det fremgår af pressemeddelelsen, at Justin Timberlake vil synge både fanfavoritter og sange fra sit kommende album.
Udgav nyt album
Det officielle billetsalg for koncerten i København starter 1. marts klokken 10. Der vil være mulighed for at købe presale-billetter 29. februar fra klokken 10 til 17.
I januar udgav Justin Timberlake sit første solonummer siden 2018 "Selfish". Sangen er en del af hans kommende album.
Popikonet optrådte også i Royal Arena i 2018. Her spillede han to koncerter.
Tidligere dannet par med Spears
Han har desuden optrådt i Parken i København i både 2007 og 2014.
Justin Timberlake har tidligere dannet par med popstjernen Britney Spears.
I dag er han gift med skuespillerinden Jessica Biel. Parret har to sønner.