Kommentatorer: Løkke tror ikke selv på det
Skatteforslag fra Lars Løkke er et populistisk forslag uden nogen gang på jord, siger kommentator Helle Ib
Med sit forslag om at beskatte gevinster af boligsalg taler Lars Løkke Rasmussen til mange mennesker i landet, men der er ingen realisme i idéen, som han præsenterer i bogen "Ud af det blå", vurderer flere kommentatorer.
Det ved han godt selv, mener Børsens politiske kommentator, Helle Ib.
- Der er bestemt noget musik i Løkkes forslag, og mange vil tænke: Det er da en super god idé. Men jeg er overbevist om, at Løkke ikke selv tror på den. Så han må gøre det, fordi han føler sig under pres for at komme med noget nyt og spektakulært, siger Helle Ib.
Ingen gang på jord
Løkke skriver ifølge Politiken i sin bog, at han vil have et opgør med de "arbitrære skattefri gevinster på bolighandel". Til gengæld "betaler du ikke skat af din bolig, mens du bor i den, men af den gevinst, du får, når du sælger".
- Det er et populistisk forslag, der ikke har nogen som helst gang på jord, siger Helle Ib.
Flere boligøkonomer oplister en lang række årsager til, hvorfor en overgang til Løkkes model vil være vanskelig, og hvis den skal implementeres, vil det ske over en meget lang årrække.
Helle Ib peger på, at det er svært at se, at man skal "brænde hele huset ned", efter man har brugt 20 år på at komme væk fra et system for ejendomsværdiskat og brugt 10 år på at udvikle et vurderingssystem og et boligskattesystem, der først skal træde i kraft i 2024.
Politisk kommentator Jarl Cordua mener, at Løkke alligevel kan vinde point på idéen, da den tidligere statsminister har stor troværdighed som reformator.
Helt ud af det blå
- Hvis han siger, at det kan lade sig gøre, vil mange sige, at ja, det kan det nok, hvis det er ham, der sidder i ministeriet. Men det er der ikke noget, der tyder på, at han kommer til. Men det er jo ligegyldigt, siger Cordua.
Forslaget fremsættes i bogen "Ud af det blå".
Begge kommentatorer peger på, at forslaget har været fremme før. Cordua tror ikke på, at det kan gennemføres.
- Men man kan jo foreslå hvad som helst. Det tiltrækkende ved politik er, at der er folk, som tillader sig at tænke nye idéer og ting, siger han.
Og der har Løkke en bane at spille på, da der ifølge Jarl Cordua aktuelt er temmelig "iltfattigt" i den borgerlige lejr.