Kommentator: Rød blok har god grund til at frygte Elbæk
Det er en triumf for den tidligere radikale minister Uffe Elbæk, at hans parti, Alternativet, er nået over målstregen med de nødvendige 20.260 vælgererklæringer, der gør partiet opstillingsberettiget til Folketinget.
Omvendt er det langt fra en glædelig begivenhed for store dele af rød blok.
Det vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen:
»Den blodige ironi er, at langt ind i Socialdemokraterne og også hos de Radikale og SF, der frygter man i virkeligheden, at resultatet af det her bliver, at Uffe Elbæk får en del stemmer fra danskerne, men ikke nok til at komme ind ved næste valg. Det resulterer i et stemmespild, som set fra rød blok kan være dybt problematisk, fordi det kan være med til at koste dem magten,« siger Thomas Larsen.
Alternativet har de seneste måneder indsamlet vælgererklæringer på fuld tid, og mandag aften erklærede partiet, at de har nået de nødvendige 20.260 erklæringer, som nu skal godkendes i Indenrigsministeriet.
Men selv om det nystiftede parti nu kan stille op til et kommende valg til Folketinget, er der lang vej endnu, vurderer Thomas Larsen:
»Det er generelt meget svært at komme i Folketinget for små partier, som ikke har en stor organisation bag sig. På den anden side viser den politiske historie også, at hvis de får fat i de rigtige sager, og hvis det lykkes for lederen at få et gennembrud eksempelvis i nogle af de store partilederdebatter sent i valgkampen, så kan det nogle gange lade sig gøre,« siger kommentatoren.
Alternativet, der blev præsenteret for offentligheden i november 2013, har i dag én repræsentant i Folketinget: Partiets stifter, Uffe Elbæk.