Kommende nedrykker henter endnu en landsholdsspiller
Mette Gravholt skifter Viborg HK ud med Nykøbing Falster Håndboldklub, der rykker ud efter denne sæson.
Det er tilsyneladende rigtig attraktivt at spille i den næstbedste danske håndboldrække.
I hvert fald hvis det foregår hos Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH), som efter denne sæson rykker ud af Boxer Dameligaen.
Mandag aften kunne klubben præsentere den nuværende Viborg HK-spiller Mette Gravholt som forstærkning til den kommende sæson.
Den 30-årige landsholdsspiller bliver dermed den anden landsholdspiller, som inden for den seneste uges tid skifter til NFH.
“Mulle” skifter også til Nykøbing Falster
For otte dage siden – kort tid før nedrykningen blev en realitet – præsenterede NFH landsholdsplaymakeren Kristina “Mulle” Kristiansen fra den kommende sæson. Hun er hentet i Team Tvis Holstebro.
NFH får den nuværende Team Tvis-træner Niels Agesen som cheftræner fra den kommende sæson.
Mette Gravholt nåede kun en enkelt sæson i Viborg, der er i gang med en større afgang af profiler.
Stregspilleren var før opholdet hos Viborg i Team Tvis Holstebro.
NFH er sikker på at slutte sidst i Boxer Dameligaen, selvom der endnu resterer en spillerunde.
Klubben har blot seks point for 21 kampe.
/ritzau/