Kommende model og fætter angrebet med syre i London

En mand kastede uprovokeret syre ind af deres bilrude i et lyskryds i East London.

Offentliggjort Sidst opdateret

På sin 21-årige fødselsdag blev Resham Khans liv ændret for evigt. Nogen kastede nemlig syre i ansigtet på hende og hendes fætter i et lyskryds i East London.

De to løb skrigende og nøgne  rundt på vejen, men der gik 45 minutter, inden en forbipasserende bilist kørte dem på hospitalet. Begge har fået alvorlige forbrændinger i det ene øje, i ansigtet og på kroppen, som politiet fortæller vil ændre deres liv for evigt. Det skriver Independent.

“Der kom ingen ambulance”

Resham læser business management og havde planer om at være model for brudetøj. Hun var lige kommet hjem fra et udvekslingsophold i udlandet og havde ikke set sin fætter i to år. Men den ellers hyggelige dag endte i tragedie.

21. juni 2017 sad de to i en bil og ventede på grønt i et lyskryds, da nogen kastede syre ind af bilruden. Efter angrebet kørte de galt, alt imens syren brændte igennem deres tøj, hud, øjne og bilen.

– Smerten var ulidelig. Min fætter kæmpede for at få os væk. Jeg så mit tøj brænde væk foran mig, skriver Resham på Twitter og fortsætter:

– Han prøvede at bremse, men smerten var for slem og vi kørte galt. Vi strippede på midten af vejen og løb skrigende rundt og tiggede efter vand. Vi gjorde det i 45 minutter. Der kom ingen ambulance.

Løb nøgne igennem hospitalet

De løb begge to ud af bilen, tog tøjet af og prøvede at stoppe bilister som de tiggede for vand hos. De ventede i 45 minutter på ambulancen, inden en forbipasserende bilist gav dem et lift til hospitalet. Her løb de nøgne igennem hospitalet, mens de skreg efter hjælp.

– Begge ofre har fået forbrændringer som vil ændre deres liv. Vi tror, at de var i en bil, da en mand kastede syre igennem den åbne bilrude, fortæller en talsperson fra Met Politi og fortsætter:

– Bilen flygtede og manden jagtede den til fods, inden den kørte ind i et hegn. Manden stak bagefter af.

Ligger i koma

Resham havde studeret ni måneder på Cypern og skulle starte på et nyt job i starten af juli. Hun siger nu, at hendes gamle selv er “væk for evigt”.

Nogle af hendes venner har startet en online indsamling, her står, at Resham føler, at hendes identitet er blevet stjålet fra hende. Begge ofre frygter, at de ikke kan få det liv, de drømmer om efter angrebet.

Resham har fået skader på sit venstre øje og er blevet forbrændt i ansigtet og på sin krop. Hun har brug for hudtransplantationer. Fætteren er i en kunstig koma og har fået forbrændinger på hans ansigt, krop og øje. Han har også brug for hudtransplantationer.

 

Powered by Labrador CMS