Kom med ind bag murene: Så godt har fangerne det i Danmarks spritnye fængsel
Onsdag er Danmarks helt nye fængsel - det næststørste i landet - officielt blevet indviet. Kom med ind i Storstrøm Fængsel

Onsdag er store indvielsesdag for Danmarks næststørste fængsel. Det nye statsfængsel, Storstrøm Fængsel, er placeret på Nordfalster og det er bygget for at erstatte Vridsløselille Fængsel, der blev erklæret for lukket i 2016.
Ifølge arkitekten bag – C. F. Møller – har grundtanken været at skabe verdens mest humane lukkede fængsel med fokus på resocialisering samtidig med, at det skal være blandt Danmarks mest sikre fængsler.
Der er blandt andet opsat cirka 300 kameraer forskellige steder på området, der i øvrigt er på størrelse med 18 fodboldbaner, for at højne sikkerheden. På Storstrøm Fængsel skal omkring 90 medarbejdere arbejde i en af fængslets fire frie afdelinger eller på den særligt sikrede. Fængslet kan rumme 250 indsatte, og allerede i slutningen af oktober flytter de første ind.
Foruden de fem afdelinger til fanger er fængslet beriget med en besøgsafdeling, et aktivitetshus, en beskæftigelsesbygning, en portbygning og et personalehus.
13 m2 celle
Cellerne i fængslet er som et godt drengeværelse på omtrent 13 kvadratmeter. De er ifølge C. F. Møllers hjemmeside samlet i bo-enheder, som består af fire til syv celler omkring et socialt fællesskab med adgang til opholdsareal og fælleskøkken.
Her kan de indsatte lave mad til sig selv, og der er god mulighed for at være social, hvis indsatte er til den slags.
Ganske tydeligt er det i øvrigt, at der er tænkt over sagerne i Danmarks nye fængsel. Cellerne er blandt andet konstrueret på en sådan vinklet måde, at der er mest muligt kig til cellen fra indgangsdøren. Hver celle har desuden lysindfald fra to sider og udsigt til det omkringliggende landskab indenfor perimetermuren.
– Dette fokus på optimal udnyttelse af dagslys, plads og sikkerhed igennem arkitekturen har allerede skabt en slags ny standard for en celle, tør jeg godt sige. Og når jeg fortæller om fængslet på konferencer rundt omkring i verden, så gør det virkelig indtryk hos både arkitekter og fængselspersonale, siger Mads Mandrup Hansen, arkitekt og ansvarlig partner for fængselsprojektet hos C.F. Møller, i en pressemeddelelse.
I galleriet over artiklen her kan du se en række billeder af det spritnye fængsel.