Kom af med skramlet: Her er genbrugsvarerne vi søger
Der bliver solgt genbrug som aldrig før. Og hvis du har nogle af disse ting liggende derhjemme, burde de ikke være svære at komme af med.
Det seneste år er der blevet brugt mere end rigeligt tid inden for hjemmets fire vægge, og mange har brugt lejligheden til at rydde grundigt ud.
Det kan være svært selv at vurdere, hvad andre kan være interesserede i at købe brugt.
Men har du en sofa, en iPhone eller et spisebord, du vil af med, så er chancerne rigtig gode.
Det er nemlig – i rækkefølge – de mest efterspurgte ting på genbrugsportalen DBA. Faktisk bliver der søgt efter en sofa hvert andet minut i gennemsnit, viser deres Genbrugsindeks 2021, som tegner det seneste års tendenser.
Og selv om der er sket lidt ændringer i søgningerne under corona, så er det ikke nok til at rykke rundt på top-3.
– Søgemængderne er en kvart milliard det seneste år, så der skal rigtig meget til at ændre det, fortæller Sofie Folden Lund, som er talsperson for genbrugsindekset.
– Helt i toppen er det møblerne som sofa og sofabord og de store elektronikbrands, der ligger ret gedigent, siger hun.
Coronaeffekten
Lidt længere ned på listen kan der dog godt ske små ændringer. Under nedlukningen sneg hjemmetræningsudstyr sig pludselig ind på top-20.
Og der har også været større efterspørgsel på sejlbåde og camping, fortæller Sofie Folden Lund.
Hos Kirrpu, som kalder sig et loppesupermarked, har de også mærket en coronaeffekt.
– Folk har været flittige og har haft tid til at samle deres ting, siger Morten Bøjland, som er administrerende direktør og medstifter af Kirppu.
Blandt de ting, der bliver solgt allerflest af hos Kirppu, og som du altså godt kan forvente at komme af med, er ting til hjemmet og familieting.
Det er særligt brugskunst, retro og antikke ting, køkkenting, spil, bøger og legetøj, fortæller Morten Bøjland.
Elektronik rykker
Derudover er der også godt salg i tøj, og det gælder både børnetøj, dametøj, herretøj og tilbehør. Der er også et marked for dine hobbysager, samleobjekter og sportsting.
– Men sælger du hele frimærkesamlingen kræver det jo, at der kommer en samler forbi, siger Morten Bøjland og fortsætter:
– Derfor oplever vi den bedste effekt, når folk laver stande med blandede varer gerne fra hele familien. Det bliver en skattejagt for kunden, og man kommer måske hjem med noget, man ikke var på udkig efter.
Der er også et godt marked for brugt elektronik som iPhones, tablets og computere.
– Her har folk muligheden for at prøve dem og se ridserne i virkeligheden fortæller Morten Bøjland og fortsætter:
– Vores koncept egner sig også rigtig godt til småting i prisklassen 20-100 kroner. Det gider man måske ikke betale porto eller tage hjem til nogen for.
Omvendt egner det sig ikke så godt til store møbler som en hjørnesofa, tilføjer han.