Kokke sover i restauranters kældre og loftsrum
Myndigheder kender til flere sager, hvor kinesere bor i baglokaler eller i forlængelse af restauranten.
Når politiet og myndigheder tager på kontro på kinesiske restauranter, finder de sovepladser til kokke i baglokaler.
I juni fandt Arbejdstilsynet to senge i kælderen hos en kinesisk restaurant i Esbjerg. Det var til den kinesiske kok og hans hustru, oplyste ejeren. Det skriver Fagbladet 3F.
Artiklen fortsætter under videoen.
I december fandt politiet en soveplads i et lagerrum under loftet på en restaurant i Køge.
Rummet var to kvadratmeter, og fremstod beboet med sko, tasker og tøj, viser aktindsigter som Fagbladet 3F har fået hos politi og arbejdstilsyn.
Særlig fokus
I flere politikredse kigger man på netop det kinesiske restaurationsmiljø i Danmark, hvor man ofte oplever at finde sovende kokke i baglokaler.
– Vi har haft særlig fokus på sushirestauranter og kinesiske restauranter de seneste år, fordi vores erfaringer og efterretninger viser, at der her ofte er problemer med social dumping, ulovligt arbejde og ulovligt ophold i Danmark, siger politikommissær Michael Andreassen, leder af den operative udlændingeafdeling i Midt- og Vestsjællands Politi.
På kontrolaktioner finder politiet enten et lille soverum i et lokale i restauranten, eller også er der indkvarteret arbejdere i tilstødende lokaler til restauranten.
– Sidstnævnte ser vi oftere end førstnævnte. Vi oplever, at de indkvarteres i eksempelvis lokaler i samme bygning som restauranten, hvis denne ikke er eneste bygning på matriklen, siger Michael Andreassen.
Samme oplevelse har man hos Københavns Vestegns Politi.
– Vi har tit mistanke om, at der overnattes på stedet. Flere restaurationer har også tilknyttet privat beboelse, forklarer politikommissær Jeff Kongedam Nielsen.
Det er ikke kun politiet, der finder kinesiske kokke, der sover i restauranterne.
Flere kendte tilfælde
I juni fandt Arbejdstilsynet to sengepladser i et lille lagerrum i kælderen under en restaurant i Esbjerg, da de var på rutinekontrol under en ombygning af restauranten.
“Ved besigtigelse i kælderen konstaterede Arbejdstilsynet, at der var etableret et opholds- og soverum med to senge i det bagerste rum i kælderen. Det blev oplyst af restaurationens ejer, at det var kokken og hans hustru, der arbejdede, opholdt sig og sov i kælderen. I tilfælde af brand i restauranten, ville de ikke kunne komme ud,” står der i Arbejdstilsynets rapport.
I et andet tilfælde var det politiet, der fandt et lille lagerrum allerøverst i en sushi-restauranten i Køge. Her sov en af restaurantens mandlige ansatte.
“Fra lagerlokalet var adgang til et lille, aflukket lokale på to kvadratmeter. I lokalet stod en seng på tværs og lokalet fremstod beboet med tøj, sko, tasker, mv. I et tilstødende lokale var indrettet et lille badeværelse med en vask, spejl samt en brusekabine. Også det lille badeværelse fremstod beboet. På vasken stod et lille krus med en tandbørste og på brusekabinen hang et brugt håndklæde,” står der i politirapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.
Ifølge den ansatte selv, var rummet til pauser og til at tage en lur. Han boede hos ejeren af restauranten, oplyste han.
Men da politiet tjekkede kokkens oplysninger, havde manden ingen folkeregisteradresse i Danmark. Hverken på restauranten eller hos ejeren af stedet.
Mistanker om systematisk udnyttelse
I Fødevarestyrelsen har kontrollanterne ved lov ret til at besigtige samtlige rum i en restaurant. Og det sker, at kontrollanterne også finder sovepladser i lagerrum eller baglokaler, siger Fødevarechef i Københavnsområdet, Jakob Munkhøj Nielsen.
Fagbladet 3F har fået aktindsigt i en række afhøringer af kinesiske kokke, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) udførte under en landdækkende kontrolaktion i 2017.
Her fremgår det i flere af dem, at de ansatte enten bor på restauranten, lige ved den eller hos ejeren.
“(Kinesisk kok) bor lige ved siden af restauranten. Han bor på et værelse med sin kone. Et andet ægtepar bor der også. (Kokken) og hans kone betaler 3.000 kroner i husleje”, som der står i en af afhøringsrapporterne fra SIRI.
Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) opdagede allerede problemerne i 2015, som de mistænker for at være “systematisk udnyttelse og menneskehandlel” med kokke fra Kina og deres ægtefæller.
Alligevel er antallet af kinesere i hoteller og restauranter på beløbsordningen fortsat med at stige. Fra 22 kinesere i 2010 til 582 kinesere i 2018.