Købte risret: Betalte 125.000 gange
DR’s kantine i Aarhus holder sig nogle heftige priser – Kasper Harboe fik lov til at betale næsten fire millioner kroner for sin frokost
Da P4-værten Kasper Harboe ville spise frokost i DR’s kantine i Aarhus, blev den noget dyrere, end han lige havde regnet med. Den samlede regning for en risret og et stykke kage løb op i knap fire millioner kroner, skriver Metroexpress.
På grund af en teknisk fejl hos Nets blev beløbet nemlig trukket flere gange – næsten 125.000 gange fik Kasper lov til at betale de 32 kroner, risretten oprindeligt kostede.
– Banken ringede og sagde, at der var sket en fejl. Det kan man så gange med hundredetusind, konstaterer Kasper Harboe, der er vært på DR-radioprogrammet “Formiddag på 4eren”.
Nets er stadig i gang med at undersøge de mange hævninger på DR-værtens kort, og årsagen til fejlen er endnu ikke klarlagt.
– Det uvist om fejlen ligger i selve terminalen eller i de bagvedliggende systemer. Det er vi i gang med at undersøge sammen med den involverede datacentral, lyder det fra Nets til metroxpress.
I alt fire kunder har været ramt – alle ved samme terminal – men Kasper Harboe har fået den største “regning”. Nets forsikrer:
– Der er altså ikke en større ting i udbredelse, selv om det kan være en ubehagelig oplevelse for de kortholdere, der oplever det.
Tager episoden med et smil
De fleste ville nok få et heftigt panik-anfald, hvis der lige pludselig var et minus på næste fore millioner på kontoen, men Kasper tager episoden med fornøjet ro:
– Sikkerheden er jo overdådig, og det meste er taget i opløbet, så det tager jeg ikke så tungt. Og hele balladen er jo budbringer om, at min kredit kan strækkes til fire millioner kroner, og det ser jeg store muligheder i. Men havde det været mit eneste kreditkort, havde jeg nok været mindre positivt stemt, siger han.
Både Nets og Coop Bank, hvor Kasper er kunde, forsikrer, at han bliver holdt skadesløs.
– Jeg håber, at det i stedet kan konverteres til en ordning, så jeg har forudbetalt frokost i DRs kantine de næste 350 år. Jeg hader at smøre madpakker, siger Kasper Harboe til avisen.